Sjælland betaler millioner til amerikanske konsulenter
SJÆLLAND: Skatteborgerne i Region Sjælland skal igen i år have den store pengepung frem for at betale it-konsulenter for at få Sundhedsplatformen til at fungere på sygehusene, skriver DR.
Det er nemlig en del af det amerikanske firma Epics forretningsmodel, at firmaet skal tjene penge på at tilpasse og drive Sundhedsplatformen, fortæller professor og sundhedsøkonom på Syddansk Universitet Jes Søgaard.
Alene i Region Hovedstaden koster det skatteborgerne 370 mio. kr. at drive og tilpasse Sundhedsplatformen til de enkelte sygehusafdelinger. I Region Sjælland kostede det sidste år 99 mio. kr., mens der i 2019 er afsat 128 mio. kr. til at drive og aflønne it-konsulenter.
Professor Jes Søgaard forklarer, at den amerikansk udviklede sundhedsplatform er sat op i et meget specielt, datalogisk sprog, der ikke bruges ret meget længere.
- Det er så dyrt, fordi man er afhængig af Epics konsulenter, når man har sat det i drift. Set i bakspejlet ser det særdeles mærkeligt ud, at Region Hovedstaden fra starten regnede med at kunne spare en mia. kr. på at indføre Sundhedsplatformen, siger han.
Regionsrådspolitiker: Skrot sundhedsplatformen
Den konservative gruppeformand i Regionsråd Sjælland, Christian Wedell-Neergaard er enig i, at der ikke har været mange besparelser at hente på Sundhedsplatformen indtil videre, og derfor mener han, at den skal genovervejes.
- Vi fik noget helt andet at vide, da vi sagde ja til Sundhedsplatformen. Nu er der ingen vej udenom: Vi må skrotte den, fordi den er alt for dyr i drift. Og hvad der er endnu værre: Lægerne bruger al for meget tid på computeren i stedet for patienterne. Det har vi ikke råd til, siger han.
Christian Wedell-Neergaard mener, at sundhedsministeren bør gå ind og diktere, at landets fem regioner skal have det samme it-system, og at det ikke skal være Sundhedsplatformen.
Heino Knudsen: Vi skal beholde Sundhedsplatformen
Det er formanden for Regionsråd Sjælland, socialdemokraten Heino Knudsen dog ikke enig i. Selvom han først trådte til, efter Sundhedsplatformen var indført, ønsker han på ingen måde at skrotte den.
- Store it-systemer er komplekse. Derfor er vi nødt til at sætte hårdt ind på at afhjælpe de udfordringer, der er. Det er langt det bedste for medarbejderne, siger han.
Heino Knudsen mener ikke, at der er noget mærkeligt i, at det amerikanske firma Epic har bygget sin forretningsmodel op på at tjene penge. Trods gentagne henvendelser er det ikke lykkedes DR at få sundhedsminister Magnus Heunicke (S) til at stille op til et interview.
MG
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.