dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Omstridt lægehus overtager praksis i Ribe

Alles Lægehus har som den eneste budt ind på at drive lægepraksissen, efter at Region Syddanmark uden held har forsøgt at finde en ny ejer.
7. JAN 2025 10.34

SYDDANMARK: Først har den nuværende ejer af en lægepraksis i Ribe forsøgt gentagne gange at sælge ydernummeret til en anden læge, men uden held.

Efterfølgende har Region Syddanmark forgæves forsøgt at besætte praksissen og haft ydernummeret til salg uden nogen til at overtage, skriver regionen. Derfor har sidste udkald været at sende ydernummeret i udbud. Her er det kun Alles Lægehus der har budt på opgaven, og derfor overtager koncernen driften fra den 1. april.

Formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen Pernelle Jensen (V) forklarer valget af Alles Lægehus med, at det er vigtigt, at borgerne i Ribe har adgang til et godt og nært lægetilbud.

- Den nærmeste praksis med plads til flere patienter ligger mere end 20 km væk, og jeg synes ikke, at vi kan byde borgerne i Ribe at skulle køre så langt for at komme til læge. Derfor har vi valgt en udbudsklinik, siger hun.

Vil stille store krav

Pernelle Jensen siger, at regionen vil sikre en ordentlig kvalitet på den kommende lægepraksis:

- Vi stiller store krav til kvalitet, bemanding, tilgængelighed og datasikkerhed i vores udbudsklinikker og følger løbende op på det, så vi kan sikre os, at patienterne får et godt og forsvarligt lægeligt tilbud i klinikkerne.

Koncernen Alles Lægehus har været under massiv kritik det seneste år og er blevet politianmeldt af Region Nordjylland ovenpå en række afsløringer i DR-programmet Kontant.

Her kom det frem, at Alles Lægehus har sendt regninger for tillægsydelser, som patienter aldrig har fået. Region Nordjylland har ligeledes opsagt alle sine kontrakter med lægehuset.

lal

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.