dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Ministerium godkender stor investering fra Energinet i gassystemet
Ved Viborg ligger et af Energinets eksisterende anlæg. For at gas fra det lokale distributionsnet kan sendes ud på gastransmissionsnettet, skal trykket hæves markant, og de tilsatte lugtstoffer, som gør at vi mennesker kan opdage gasudslip, skal fjernes. Anlægget indeholder elforsyning, kompressorer, køling af gas, fjernelse af odorant mm.
Foto: Energinet

Ministerium godkender stor investering fra Energinet i gassystemet

Klima-, Energi- og Forsyningsministeren har godkendt, at Energinet bygger syv nye anlæg i gastransmissionssystemet til en pris på 773 mio. kr.

Det danske gassystem skal opgraderes til en fremtid, hvor Danmarks samlede gasforbrug falder støt, mens den danske biogasproduktion fortsat vokser og fortrænger den klimaskadelige naturgas.

Derfor har Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) godkendt en ansøgning fra Energinet om at bygge seks nye tilbageførelsesanlæg samt en måler- og regulatorstation med kompressor. De nye anlæg gør det muligt at transportere biogas ud i det store gastransmissionssystem, når der i det lokale distributionssystem produceres mere biogas, end der efterspørges. Dermed undgås såkaldte biogaslommer, hvor biogas risikerer at gå til spilde. 

- Vi skal udnytte det fulde potentiale for grøn biogas i Danmark. For hver kubikmeter fossil gas, vi fortrænger ved at erstatte den med biogas, bevæger vi os tættere på at indfri vores klimamål. Samtidig gør vi os fri af afhængigheden af Putins sorte naturgas og gavner samfundsøkonomien. Dermed slår vi tre fluer med ét smæk, siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard.

Biogas skal den anden vej i systemet

Danmarks gassystem blev i sin tid bygget til at transportere naturgas fra Nordsøen og frem til forbrugerne lokalt. I dag er der behov for at sende gas den modsatte vej - fra lokale producenter af biogas og ud i det store transmissionssystem. Hvis der lokalt opstår biogaslommer, hvor biogassen ikke kan afsættes, kan producenterne være nødt til at nedregulere produktionen eller i værste fald brænde overskydende biogas af.

Derfor skal gassystemet opgraderes, så lokalt produceret biogas i distributionssystemet kan løftes op på det overordnede transmissionssystem og spredes rundt i landet - og potentielt til udlandet. Den opgave skal de nye tilbageførelsesanlæg løse.

Den danske biogasproduktion har været stærkt stigende de seneste år og udgjorde med udgangen af 2022 34 procent af det samlede danske gasforbrug.

- Men samtidig med øget produktion, har energikrise, høje gaspriser, krigen i Ukraine og frygt for forsyningsproblemer ført til, at gasforbruget det seneste år er faldet markant. Det betyder, at der især i sommermånederne kan opstå situationer, hvor noget af den biogas, der bliver lavet rundt om i landet, vil overstige det lokale forbrug. En del af produktionen af den grønne gas risikerer dermed at skulle neddrosles, eller at overskudsgas må brændes af, fordi den hverken kan bruges lokalt eller komme væk fra det lokale gassystem, siger Peter Hodal, direktør for Gastransmission i Energinet.

Glæde hos Biogas Danmark

Hos brancheorganisationen Biogas Danmark udtrykker formand Henrik Høegh stor tilfredshed med, at ministeren hurtigt har givet tilladelsen til de nye anlæg med et samlet anlægsbudget på 773 mio. kr

- En hurtig forstærkning af gasinfrastrukturen er afgørende for både forsyningssikkerhed og klima. Allerede til sommer er der øget risiko for reduceret biogasproduktion og mindre biogas i gaslagrene. Derfor skal der lyde en stor ros til ministeren for resolut handling, så Energinet og Evida hurtigt kan komme i gang, siger han. 

De syv anlæg, som Energinet har fået ministerens godkendelse til - fem i Jylland, et på Fyn og et på Sjælland - ventes at stå færdige senest i løbet af 2025-2026. Det løser problemet med biogaslommer på den lange bane.

Historisk høje gaspriser og en ambition om at udfase den sorte naturgas har imidlertid fremrykket behovet for handling. Lars Aagard har derfor bedt Energinet om, at etableringen sker i tæt dialog med biogasbranchen og det statslige gasdistributionsselskab, Evida. Samtidig arbejder branchen og myndighederne sammen om midlertidige tiltag, der kan afbøde biogaslommer på den korte bane.

Energinet arbejder bl.a. sammen med Evida på midlertidige løsninger, som på kort bane og inden de nye anlæg står klar, kan forhindre disse lokale overskud af biogas og evt. afbrænding af gas.

I Karup vil Evida ombygge to bestilte kompressorer, mens Energinet leverer resten af tilslutning til transmissionsnettet for derved at lave en midlertidig løsning til at håndtere biogaslommer i lokalområdet, før det endelige anlæg ved Herning er klar. Energinet undersøger desuden muligheden for at nogle anlæg kan etableres hurtigere og fremskynde, at lokalproduceret biogas kan flyde ind i transmissionssystemet og ud i landet. Desuden afsøges muligheder for lokale markedsløsninger, som kan afhjælpe problemet.

amp

FAKTA: De nye anlæg vil blive bygget i:

Nordjylland
Etablering af ny M/R-station ( Måler- og regulatorstation) ved Haverslev, marts 2024
Ny kompressorstation ved M/R-Haverslev, juni 2026
Midtjylland
Tilbageførelsesanlæg ved M/R-Herning, marts 2025
Fyn
Tilbageførelsesanlæg ved M/R-Vissenbjerg, september 2025
Sjælland
Tilbageførelsesanlæg ved M/R-Køge, december 2025
Sydjylland 1
Tilbageførelsesanlæg ved M/R-Nørskov, marts 2026
Sønderjylland
Tilbageførelsesanlæg ved M/R-Frøslev, september 2026
Sydjylland 2
Tilbageførelsesanlæg ved M/R-Ll. Selskær, december 2026

Kilde: Energinet

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.