dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Kommunalt selvstyre – en død sild?
Henrik Hahn-Nissen, der er direktør hos Influenter, der specialiserer sig i politisk interessevaretagelse, kommunikation og salg til det offentlige marked. 
Foto: Bente Foged Madsen

Kommentar:
Kommunalt selvstyre – en død sild?

Ingen tvivl om, at regeringen har ambitioner, endda meget høje ambitioner for de kommunale velfærdsopgaver, men er de for store, er de i det hele taget mulige?

Det kommunale selvstyre er en grundlovsfæstet ret og består stadig – man kan dog sige, at der er fare for at den bliver udhulet fordi det ser ud som om regeringen kunne finde på at lovgive detaljeret på et niveau, der nu primært er et kommunalt anliggende og som der ikke har været tradition for:

Regeringen vil:

”Fastlægge få, centrale opgaver og mål for institutionerne på velfærdsområderne og undersøge, hvordan disse kan kobles til institutionernes økonomi, herunder fremme et større socialt ansvar. Til gengæld afskaffes al unødig statslig og kommunal regulering, ligesom der gennemføres en sanering og begrænsning i antallet af statslige og lokale tilsyn og kontrolopgaver.”

Når man læser regeringsgrundlaget, så skal der være mere frihed til skoler, mere frihed til plejehjem og dagtilbud, i det hele taget så skal så meget som muligt sættes fri, mens ansvaret og ikke mindst regningen fortsat stadig alene ligger hos kommunen.

Regeringen nævner intet om det kommunale selvstyre, eller om den opgave kommunerne har med at sikre en ensartethed i de kommunale tilbud. Frisættelse af en skole med eks. mange ressourcestærke forældre er en god ide – men hvad med skolen som ikke har det? Hvad med små skoler i forhold til store skoler? Hvordan skal kommunerne, som fortsat har ansvaret, sikre at borgerne behandles ligeligt, når institutioner gives frihed udenom det kommunale selvstyre, ja spørgsmålene er mange, men svarende udebliver.

Tegner regeringen i virkeligheden en fremtidig skabelon hvor kommunerne reduceres til rene administrationsselskaber uden adgang til at bestemme noget lokalt?  Er det et indirekte angreb på det kommunale selvstyre? 

Med de økonomiske rammer for de kommende år er vi godt på vej i den retning, hvor selvstyret defacto er sat ud af drift, det er i hvert fald det som mange kommunalpolitikere giver udtryk for når man taler i fortrolighed, som de siger – der er ikke meget rum til hverken udvikling eller det politiske, da alt er blevet administration. 

Det problem, der kan opstå for fremtiden er, at der kan komme et stort økonomisk pres på kommunerne nedefra hvis regeringens tanker føres ud i ekstremerne. Bestyrelser på institutionerne, selvstyrende enheder, frit valg af ydelser osv. Kommunernes opgaver vil formentlig ændre sig meget – ikke i retning af mere administration i snæver forstand men i retning af mange forhandlinger og aftaler om ydelsesniveau, mange møder med bestyrelserne på institutioner osv. Tænker det vil medføre stor kontrolvirksomhed fra kommunerne hvis de fortsat har det økonomiske og faglige ansvar.

Så hvordan får vi det kommunale selvstyre igen? og giver lokalpolitikere mulighed for at lave politik og udvikling, fremfor administration og afvikling?

Indlægget er skrevet af Henrik Hahn-Nissen, der er direktør hos Influenter, der specialiserer sig i politisk interessevaretagelse, kommunikation og salg til det offentlige marked. 
 
 
 
 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.