RUDERSDAL: Valget af en kontroversiel forpagter, som i første omgang blev kaldt en administrativ beslutning, viste sig i sidste uge, at have et større politisk aftryk, end man først troede – også for borgmester Ann Sofie Orth (K). En gennemgang af sagen viste nemlig, at borgmesterens ageren i sagen, havde spillet en uønsket rolle for den endelige beslutning.
- Sagsindsigten viser, at mine ord og min ivrighed er blevet tillagt en vægt i forhold til beslutningen, som de ikke skulle have haft. Det skal jeg være den første til at beklage. Det er vigtigt for mig at understrege, at jeg aldrig har haft til sinde at fremme hverken den ene eller den anden forpagter, men jeg har været utålmodig i forhold til at finde en forpagter til Jægerhytten, sagde Ann Sofie Orth til Sjællandske Nyheder i sidste uge.
Men selvom borgmesteren beklager sin ageren i sagen, så er det først og fremmest en administrativ fejl, mener professor i forvaltningsret ved Aalborg Universitet, Sten Bønsing.
- Det er en klar fejl fra forvaltningens side, at de har ladet borgmesteren få så meget indflydelse på en beslutning, som hun slet ikke må træffe (...) Hvis embedsværket vurderer, at borgmesteren med sine handlinger eller ønsker overskrider en beslutningskompetence, så skal de nægte at følge det. Det ligger i deres opdrag. Det er en central pligt for embedsværket, og det er de skolet i, siger han til Sjællandske Nyheder.
Sjællandske har præsenteret kritikken til kommunaldirektør Birgitte Lundgren, som ligeledes beklager forløbet.
"Det er en fejl, som ikke burde ske og som jeg derfor har beklaget overfor borgmester og kommunalbestyrelse. Det har været normalt at orientere borgmesteren – både nuværende og tidligere – i forvaltningens overvejelser om forpagtningsaftaler. Men det ændrer ikke ved, at beslutningskompetencen er forvaltningens," skriver Birgitte Lundgren i et skriftligt svar.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.