dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
doi
Velfærdsteknologi skal have en tydelig værdi for borgeren, lyder det fra ekspert.
ChatGPT / DK Nyt

Ekspert i velfærdsteknologi advarer mod typisk fælde

Skal velfærdsteknologi implementeres med succes, er der flere ting, som de kommunale arbejdspladser med fordel kan have for øje. Ekspert kommer med gode råd.

VR-briller kan øge livskvaliteten for nogle mennesker med demens, spiserobotter assisterer borgere med funktionsnedsættelser under måltider og telemedicin tilbyder digital behandling.  

Velfærdsteknologi fremhæves i stigende grad som en væsentlig løsning i indretningen af en mere effektiv offentlig sektor - og fordelene er da heller ikke til at tage fejl af. 

Men hvad sker der egentlig, når velfærdsteknologi rykker ind i medarbejdernes arbejdsliv og borgernes hverdagsliv? Og hvad skal der til, før en teknologi bliver succesfuldt anvendt og en integreret del af medarbejdernes værktøjskasse? 

Det har forsker og ekspert i implementering af velfærdsteknologi Anna Marie Lassen undersøgt. 

- Det er vigtigt, at teknologien har en tydelig værdi for borgeren allerede fra starten. Først da bliver den også meningsfuld for medarbejderen, siger hun til DK Nyt.

Og så må det ikke være for besværligt. 

- Lange tekniske manualer, manglende strukturering af implementeringsprocessen, lav batteritid og mange opdateringer er alle eksempler på forhindringer, der kan være afgørende for, hvorvidt en teknologi bliver en vellykket del af det faglige arbejde, siger hun. 

En fællesnævner 

Anna Marie Lassen har beskæftiget sig med emnet i mange år og har bl.a. undersøgt, hvordan velfærdsteknologi påvirker det pædagog- og sundhedsfaglige personales faglige rutiner, metoder og arbejdsmiljø i kommunal praksis. Desuden hvilken betydning det kan få for de kommunale serviceydelser, som borgerne modtager samt den samlede vurdering af implementeringsprocessen af velfærdsteknologien.

For nuværende er hun i gang med at undersøge, hvordan man bedst implementerer velfærdsteknologiske løsninger for voksne med udviklingshandicap inden for både botilbud og aktivitetstilbud. 

- Der har været meget fokus på at få afprøvet og testet teknologier inden for det specialiserede område, da vi i forvejen har svært ved at fastholde og skaffe den arbejdskraft, vi har brug for, hvis vi vil fastholde samme serviceniveau, siger Anna Marie Lassen, der fortæller, at velfærdsteknologi er mest udbredt i ældreplejen.

Men selvom målgruppen er en anden, er flere af observationerne de samme. 

- Uanset hvor man vil implementere ny teknologi, er det vigtigt, at der er en tydelig ansvarsfordeling og en lige så tydelig forventning fra ledelsen om, at teknologien bliver brugt. Det er med andre ord vigtigt, at der er nogle nøglepersoner, der har ansvaret for at køre projektet, siger hun og advarer om, den typiske fælde, som mange arbejdspladser falder i:

- Man skal passe på med at lade ansvaret for velfærdsteknologien havne i hænderne på ildsjæle. Finder ildsjælen et nyt job, ender teknologien ofte med at samle støv i kælderen. 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.

Tilmeld dig nyhedsbrevet

https://www.dkindkob.dk/artikel/ekspert-i-velfaerdsteknologi-advarer-mod-typisk-faelde

GDPR