Efter embedsmisbrug i Odense: 85 byggesager måtte om igen
ODENSE: I forbindelse med sagen om embedsmisbrug i Byggesagskontoret i Odense Kommune dukkede der i alt 85 uldne byggesager op, og nu er forvaltningen nået langt med at gå dem igennem.
Sagerne er udvalgt i kølvandet på en sag om embedsmisbrug, hvor en medarbejder gennem sit privatejede firma havde rådgivet virksomheder og private mod betaling - og derefter selv foretaget sagsbehandlingen af ansøgningerne. Kommunen bortviste først én og fyrede siden to andre ansatte i samme forvaltning.
- Vi udpegede i begyndelsen af året 85 byggesager, som vi valgte at genåbne, da de havde en karakter, hvor det var påkrævet med en nærmere gennemgang. Vi har konstateret, at byggetilladelserne i alle sagerne er ugyldige, da der er tale om inhabilitet, da den eller de personer som har afgjort sagerne, har eller kan have haft en usaglig interesse i sagens afgørelse, oplyser chef for ledelsessekretariatet Ivan Løvstrup.
- På nuværende tidspunkt har 72 af sagerne gennemgået en fornyet behandling, og vi betragter dem som endeligt afsluttede. For en mindre dels vedkommende har vi konstateret ansøgninger, som ikke var fyldestgørende. Efter fornyet behandling har de også fået tilladelse igen, siger han.
- 13 sager har endnu ikke fået ny tilladelse, da vi har fået et bedre grundlag, hvis fx et byggeri er helt eller delvist færdigbygget, så vi kan tage stilling ud fra det fysiske byggeri fremfor tegningerne. Vi forventer, at disse sager også vil være afklaret i løbet af 2019.
Når dette er sket, har forvaltningen ikke kendskab til flere sager, der kan være problematiske. Hvis politiets efterforskning skulle vise, at der er yderligere sager, hvor det er relevant med en gennemgang, vil forvaltningen genåbne disse.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.