Tidligere havnechef i Vejle dømt: 40 dages betinget fængsel
VEJLE: En 70-årig tidligere havnechef på Vejle Havn var tiltalt for 16 tilfælde af mandatsvig, men blev alene dømt i 12 af dem. Dommen, der faldt i dag, lød på 40 dages betinget fængsel, oplyser anklageren ved Sydøstjyllands Politi til DR Trekanten.
Havnechefen blev i oktober 2015 meldt til politiet og bortvist fra sin arbejdsplads, da det blev afsløret, at havnen på fem år havde foretaget 83 rejser til 2,2 mio. kr. og brugt 600.000 kr. på privatlignende indkøb og et tilsvarende beløb, som kunne betegnes som overforbrug.
Blandt andet lejede havnen et privatfly i forbindelse med en bestyrelsesrejse til Amsterdam og rejste på businessclass til Istanbul.
Samtidig foretog havnen indkøb af privatlignende karakter til næsten 600.000 kr., blandt andet indkøb af tøj til 300.000 kr. Havnen brugte også 600.000 kr., som kunne have karakter af overforbrug.
Herunder indkøb af 60 mobiltelefoner – blandt andet 36 iPhones til de 12-16 ansatte, køb af 16 gps’er og leje af luksusbiler som Mercedes S-klasse, Audi A8 og BMW 5-serie. Endelig indkøbte havnen 1034 flasker vin – primært i Tyskland og undlod at betale moms af dem.
Men da sagen i denne uge nåede retten i Kolding, var den skrumpet gevaldigt ind til 16 anklagepunkter om mandatsvig til i alt 21.500 kr. Der er undersøgt en lang række yderligere forhold end de 16, men her er der altså ikke fundet grundlag for at rejse tiltale.
Tålelig dom for anklageren
Specialanklager ved Sydøstjyllands Politi Bolette Christensen er nogenlunde tilfreds med dommen.
- Jeg tænker umiddelbart, på baggrund af de bemærkninger, jeg har hørt at retten har lagt vægt på, så er det et tåleligt resultat for anklagemyndigheden, siger hun til DR Trekanten.
I løbet af processen har fire politikere, heriblandt en tidligere borgmester i kommunen, samt yderligere to ansatte ved havnen været sigtet i sagen – men alle de sigtelser er senere frafaldet. Havnechefen har således været den eneste tiltalte i sagen, og han har i hele processen nægtet sig skyldig.
Havnechefens forsvarer Martin Andersen betegnede det før domsafsigelsen som usædvanligt, men glædeligt, at sagen i den grad blev reduceret inden den nåede retten, og at tiltalen altså begrænsede sig til 16 punkter og et samlet beløb på 21.500 kr.:
- Jeg mener, at det forløb, der har været forud for anklageskriftet, og det, som det ender med, underbygger hvad min klient siger, nemlig at der ikke er begået noget strafbart. Det er jo et voldsomt fald nedad fra høje beløb og så til næsten ingenting, sagde Martin Andersen inden domsafsigelsen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.