Fynske borgmestre uenige om affaldsanlæg: Udbud eller ej
ODENSE: Et forslag om at etablere et nyt 59 mio. kr. dyrt anlæg til behandling af madaffald har skabt politisk ballade i Odense Kommune. Sagen har allerede fået udvalgsmedlemmer til at sende hård kritik mod borgmesterforvaltningen, og nu viser det sig, at politikere både har fået forkerte oplysninger, og at hele grundlaget bag forslaget vakler.
Odense Kommune overvejer i øjeblikket at etablere et såkaldt pulpeanlæg, der hvert år skal håndtere 40.000 ton madaffald fra alle de fynske kommuner, på nær Middelfart og Ærø. Borgmesterforvaltningen har med borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i spidsen foreslået at tildele opgaven om at etablere anlægget direkte til det kommunalt ejede affaldsselskab Odense Renovation. Ideen er, at de øvrige fynske kommuner vil bakke op og blive medejere af anlægget. Helt så simpel er sagen dog langt fra blevet.
I slutningen af august skulle økonomiudvalget tage stilling til, om Odense Renovation skulle have tilladelse til at etablere et datterselskab - som det er nødvendigt, hvis affaldsselskabet skal etablere anlægget. Men sagen blev sendt videre til behandling i byrådet, fordi De Konservative og Venstre brugte den såkaldte standsningsret. De to partier har krævet, at opgaven skal sendes i offentligt udbud, hvor private virksomheder også kan byde, så kommunen sikrer den bedste løsning til den billigste pris.
Nabokommuner går imod borgmester
Onsdag den 19. september skal sagen behandles af byrådet i Odense, men kort forinden behandlingen har det vist sig, at flere fynske nabokommuner slet ikke vil lægge sig fast på, at opgaven direkte skal tildeles Odense Renovation - som borgmesterforvaltningen i Odense ønsker.
I indstillingen til økonomiudvalget fra august står der ellers, at 'tanken med et fælles pulpeanlæg er, at alle de fynske kommuner, som er interesserede i at levere affald til et kommunalt ejet anlæg, skal være medejere af dette anlæg.'
Ifølge TV2 Fyn foretrækker de to venstreborgmestre i både Assens og Nordfyn, Søren Steen Andersen og Morten Andersen, at det i stedet bliver en privat aktør, som skal have opgaven. De to borgmestre mener, at løsningen kan være at sende opgaven i udbud.
Som konsekvens af naboborgmestrenes udtalelser vil Peter Rahbæk Juel nu tage sagen op i Borgmester Forum Fyn, skriver TV2 Fyn.
- Det, jeg kan høre, er, at den administrative enighed, der har været blandt de fynske kommuner, nu bliver udfordret af nogle af mine fynske borgmesterkolleger. Der er nogen af mine borgmesterkolleger, som ikke mener det samme, som man har sendt af signaler administrativt. Og det er sådan, at det er politikerne, der bestemmer, og ikke administrationerne. Så jeg har brug for, at vi får taget en snak borgmestrene imellem, siger Peter Rahbæk Juel til TV2 Fyn.
Fik forkerte oplysninger
Samtidig viser et dokument, som dknyt har fået adgang til, at politikerne i Odenses økonomiudvalg har fået flere forkerte oplysninger om bl.a. økonomien bag etableringen af et nyt anlæg.
Dokumentet er udarbejdet af Odense Renovation som svar på en række spørgsmål stillet af by- og kulturrådmand Jane Jegind (V). Selskabet har eksempelvis oplyst til udvalgsmedlemmerne, at det ville kræve 1.400 tankvogne, der skal køre frem og tilbage med affald, hvis der bliver etableret et nyt anlæg. Men tallet er i virkeligheden dobbelt så højt, viser dokumentet, hvori Odense Renovation erkender, at der i stedet skal 2.500 lastbiler til for at kunne håndtere mængden af affald.
Jane Jegind var med til at bremse beslutningsprocessen i økonomiudvalget i august. Hun siger til dknyt, at svarene fra Odense Renovation rejser en lang række spørgsmål.
- De svar, jeg har fået, gør mig hvert fald ikke mere tryg. Odense Renovation skriver direkte, at det her tager afsæt i, hvad der er bedst for Odense Renovation, og så kan jeg jo godt forstå, at de ikke kommer tilbage og foreslår et udbud, siger hun.
Jane Jegind henviser til et svar fra Odense Renovation på et spørgsmål om, hvorvidt borgmesterforvaltningen vil stifte et selskab, uanset hvor mange eller få fynske kommuner, som bakker op om forslaget.
I svaret skriver Odense Renovation, at selskabet ikke har taget stilling til, hvor mange kommuner, der skal være med, for at anlægget kan etableres. 'Det er dog direktionens anbefaling, at anlægget etableres, hvis der er en økonomisk fordel for Odense Renovation,' lyder det i svaret.
- Det gør jo, at man spørger sig selv, hvad grundlaget i det hele taget er. Jeg har spurgt, om beregningsgrundlaget, som Odense Renovation har lavet deres kalkuler på, har taget afsæt i den konkrete virkelighed med variationer. Det har de ikke, siger Jane Jegind.
dknyt har uden held forsøgt at få en kommentar fra borgmester Peter Rahbæk Juel. Han oplyser via sin pressechef, at han ikke har mulighed for at kommentere, da borgmesteren i øjeblikket sidder i budgetforhandlinger.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.