dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Læger og regioner foreslår kommunale opgavepakker

Praktiserende læger skal have bedre mulighed for at hjælpe kommuner med sårbare patienter
25. MAJ 2018 9.28

Ældre og kronisk syge skal have en bedre sundhedsindsats i kommunerne, og derfor skal der åbnes for, at kommunerne kan indgå aftaler med praktiserende læger og regioner om at få mere assistance, foreslår Danske Regioner og PLO. Det betyder, at kommunerne kan aftale ’opgavepakker’ med læger og regioner, lyder det fra Danske Regioner.

Fremover vil flere borgere kunne behandles enten i eget hjem eller tæt på eget hjem hos deres praktiserende læge. Det er ofte mere skånsomt og forstyrrer mindre i hverdagen end et hospitalsbesøg, og hospitalerne skal i højere grad stå for den mest specialiserede behandling. Det betyder, at samarbejdet i det nære sundhedsvæsen mellem de praktiserende læger og kommunerne skal styrkes.

Derfor foreslår Danske Regioner og Praktiserende Lægers Organisation (PLO) nu, at alle landets kommuner skal kunne aftale målrettede ’opgavepakker’ med regionerne og de praktiserende læger. Opgavepakkerne skal sikre, at fx ældre, kronisk syge og udsatte borgere får bedre hjælp, ved at de praktiserende læger i højere grad kan træde til ved de kommunale akutfunktioner og hjemmesygeplejen.

Opgavepakkerne omfatter også såkaldte indflytningsbesøg, hvor en praktiserende læge sammen med kommunen fx hjælper en ældre borger på plads i en ældrebolig eller på et plejecenter.

Bedre sammenhæng i sundhedsvæsenet
Alle 98 kommuner skal kunne aftale opgavepakker, hvis man lokalt kan nå til enighed med de praktiserende læger og regionerne, og pakkerne skal sammensættes ud fra, hvad der er behov for i den enkelte kommune.

- Rigtig mange ældre og kronisk syge kan hjælpes lige så godt i eget hjem som på hospitalet, men de skal selvfølgelig have masser af støtte. Det kan kommunerne ofte sørge for, hvis vi giver kommunerne redskaberne til det. De praktiserende læger kender deres patienter rigtig godt, og derfor mener vi, at de praktiserende læger fremover i højere grad skal hjælpe kommunerne. Det er også med til at binde sundhedsvæsenet bedre sammen, siger Stephanie Lose (V), formand for Danske Regioner.

Skræddersyede løsninger
- Det er vigtigt, at vi bruger de lægefaglige ressourcer bedst muligt for de borgere, som har mest brug for det. Behovene kan være forskellige i forskellige dele af landet, og derfor er det vigtigt, at praktiserende læger, hvis de ønsker det, lokalt kan indgå aftaler med kommunen om løsning af lige netop de opgaver, der i den kommune er behov for at få løst, siger Christian Freitag, formand for PLO.

Danske Regioner og PLO vil nu drøfte tiltaget med KL. Tanken er, at kommunerne finansierer pakkerne, da kommunerne ofte selv efterspørger mere lægefaglig backup. Opgavepakkerne skal netop kunne tilpasses de individuelle behov i den enkelte kommune, og derfor ønsker Danske Regioner og PLO ikke, at der laves en ufleksibel, generel ordning, hvor kommunerne får ret til at råde over en del af de praktiserende lægers tid.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.