dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Skrappe krav skal lukke Danmarks mobilhuller

25.000 husstande skal have markant højere mobilhastighed. Regeringen skyder over målet, mener Teleindustrien. Samtidig kommer der flere penge i bredbåndspuljen
4. MAR 2018 19.48

Står det til regeringen, skal det være slut med at klatre op på taget af sit cykelskur for at få forbindelse til mobilnettet. I forbindelse med kommende auktioner over tre frekvenser vil staten stille krav om, at 25.000 adresser skal have markant bedre mobildækning.

Frekvenserne er populært sagt de 'motorveje i luften', som selskaberne bruger for at sende mobilsignaler rundt. Selskaberne betaler staten for at benytte frekvenserne.

Men energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) er klar til at acceptere en lavere pris for frekvenserne for at sikre bedre dækning.

- Jeg tror, at de fleste af os kender det, at hvis der bare er nogle få timer, hvor vi er uden ordentlig dækning, så er der mange problemer. Det er også vanskeligt at drive en virksomhed, hvis ikke der er ordentlig mobildækning, siger Lilleholt.

For at få lov at bruge de tre frekvenser, skal teleselskaberne levere en hastighed på mindst 30 Mbit download i sekundet til knap 20.000 på forhånd udpegede husstande og mindst 50 Mbit download i sekundet til cirka 5000 adresser.

Flere penge til bredbånd
Men det er ikke kun mobildækningen, der får medfart af det nye udspil. Også bredbåndspuljen får en stak millioner med ved udspillet, bekræfter energi-, klima- og forsyningsminister Lars Chr. Lilleholt (V) over for Jysk Fynske Medier. I alt er der tale om mere end en fordobling af bredbåndspuljen for 2018 fra 40 til 100 mio. kr.

Samtidig lover han, dog uden at sætte beløb på, via næste års finanslov at forsøge at øge puljen for 2019.

- Vi har lyttet til kritikken og erkender, at den har været berettiget. Der er områder i Danmark, hvor tele- og energiselskaber ikke kommer, fordi det er alt for omkostningskrævende. Sagen er imidlertid, at digital hurtighed og tilgængelighed er blevet en forudsætning for vækst og udvikling og i det hele taget en forudsætning for, at et moderne hverdagsliv kan leves, og familier kan fungere - hvad enten det handler om at børnene skal kunne aflevere deres lektier, eller at folk skal kunne få deres medicin, siger Lars Chr. Lilleholt.

Teleindustri: Langt over mål
Kravene til teleudbyderne er de skrappeste, der hidtil er stillet i Danmark. Og spørger man teleselskabernes brancheorganisation, Teleindustrien, er kravene skudt langt over målet. Hvis teleselskaberne skal investere i massevis af nye mobilmaster, der skal stå tæt for at leve op til kravene, bliver der ikke råd til at investere så meget i anden udvikling, påpeger direktør Jakob Willer:

- Det er fornuftigt at stille dækningskrav. Men vores frygt er, at det kommer til at skabe dårligere og dyrere dækning for langt størstedelen af brugerne. Men det kommer selvfølgelig de få her til gavn, siger han.

Teleindustrien mener, at et hastighedskrav på 20 Mbit ville være mere rimeligt. En almindelig serie fra streamingtjenesten Netflix kræver 5 Mbit per sekund. Det samme gør digitale velfærdstjenester, pointerer Jakob Willer.

Men Lars Christian Lilleholt mener ikke, at man kan nøjes med at se på behovet her og nu og i de nærmeste år:

- Vi får i stigende omfang alle sammen stort behov for at kunne komme på nettet. For eksempel når vi skal have medicin. Og når børn skal aflevere deres lektier, siger ministeren.

Kravene skal først være opfyldt i 2022. Det skyldes, at teleselskaberne skal have tid til at opsætte de nødvendige master, forklarer ministeren.

Forbrugerråd: Det er kun rimeligt
Ligesom veje, vandforsyning og offentlig transport er mobilnettet en del af den danske infrastruktur. Det mener cheføkonom ved Forbrugerrådet Tænk Martin Salamon. Derfor er det ifølge Martin Salamon rimeligt, at regeringen vil stille krav om, at 25.000 husstande skal have markant bedre mobildækning i forbindelse med kommende auktioner over tre frekvenser.

- Mobildækning er noget, man skal have for at være med i samfundet. Det er en infrastrukturydelse. Hvis alle danske forbrugere skal være med og kunne udnytte de muligheder, som vores moderne samfund har, så skal de have en rigtig god dækning, siger han.

Cheføkonomen påpeger, at de teleselskaber, der vinder auktionerne, kommer til at sidde på rettighederne måske i op til 15 eller 20 år.

- En af hovedlektionerne fra udviklingen af det her marked er, at der hele tiden er behov for stærkt stigende hastigheder, siger Martin Salamon.


rp+Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.