dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Tandlæger: Regioners udlægning er manipulerende

300 mio. kr. skiller parterne i forhandlingerne om overenskomst - Tandlægeforeningen har fremlagt tre forslag, som ifølge regionerne ikke er gangbare
31. JAN 2018 10.05

Forhandlingerne om en ny tandlægeoverenskomst er afbrudt. Det er på nuværende tidspunkt uvist, hvornår og hvordan forhandlingerne igen kan optages. En ny aftale skulle træde i kraft den 1. april 2018, efter at forhandlingerne har været i gang siden august sidste år, oplyser Danske Regioner, mens Tandlægeforeningen kalder den udlægning både disrespektfuld og manipulerende.

Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) og Tandlægeforeningen har forhandlet om en række forhold for landets tandlæger, og særligt økonomien skiller parterne, forklarer Bo Libergren (V), forhandlingsleder for Danske Regioner og næstformand i RLTN.

Den nuværende overenskomst med Tandlægeforeningen indeholder en såkaldt ramme for, hvor mange penge landets tandlæger hver måned får i tilskud fra det offentlige (knap 1,4 mia. kr.). Tandlægerne ønsker en fortsat høj indtjening som gør, at tandlægerne årligt tjener 300 mio. kr. mere, end der er råd til - rammen overskrides.

- Det her er det største problem. Hver eneste måned bruger regionerne 23 mio. kr. mere på tandlægeområdet, end vi reelt set har økonomi til. Hvis det fortsætter, udhuler vi økonomien i andre dele af sundhedsvæsenet, så vi er nødt til at sætte en prop i, siger Bo Libergren.

Tandlægeforeningen har fremlagt forslag til at løse udfordringen, som ifølge regionerne ikke er gangbare.

- Vi kan i regionerne for eksempel ikke acceptere, at patienterne skal til at betale mere af egen lomme, siger Bo Libergren.

'Manipulation'
I Tandlægeforeningen er der stor ærgrelse over, at regionerne betragter forhandlingerne om en ny overenskomst på tandlægeområdet som 'afbrudte'.

- Det er overraskende og ærgerligt, at den respektfulde tone, som hidtil har præget vores indbyrdes forhandlinger, nu er blevet afløst af manipulation og disrespekt fra Danske Regioners side, siger Torben Schønwaldt, formand for klinikejerne i Tandlægeforeningen.

Torben Schønwaldt henviser til, at regionerne skriver, at landets tandlæger får tilskud fra det offentlige, og at det er tandlægernes ønske om høj indtjening, der gør, at Tandlægeoverenskomstens økonomiske ramme årligt overskrides med 300 mio. kr.

- Det er ikke tandlægerne, der får tilskud fra det offentlige. Det er patienterne, der får tilskuddet. Og der er her vel at mærke tale om patienttilskud for ydelser, som tandlægerne har pligt til at udføre for at overholde de kliniske retningslinjer, som Sundhedsstyrelsen har fastsat. Derfor kan det aldrig blive tandlægernes skyld, at der mangler penge i regionernes kasse til tilskud til patienterne i voksentandplejen, siger Torben Schønwaldt.

Tandlægeforeningen har siden 2013 gjort opmærksom på, at der vil mangle ca. 300 mio. kr. om året i offentligt tilskud til patienterne, hvis tandlægerne skal overholde Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinjer. De 300 mio. kr. svarer til det beløb, som den daværende regering i 2013 fjernede fra tilskuddet til patienterne i den almene voksentandpleje.

Tre forslag fra tandlægerne
Tandlægeforeningen har givet Danske Regioner tre forslag til løsninger på problemet:

Løsningsforslag nr. 1 er, at der tilbageføres de 300 mio. kr., som blev skåret væk fra Tandlægeoverenskomstens økonomiske ramme i 2013.

Løsningsforslag nr. 2 er, at den økonomiske ramme til regionernes tilskud fastholdes, samtidig med at patienternes egenbetaling øges, således at tandlægerne kan yde tandpleje i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer.

Løsningsforslag nr. 3 er, at Danske Regioner henvender sig til Sundhedsstyrelsen for at undersøge mulighederne for at få modificeret de nationale kliniske retningslinjer, således at det vil blive muligt for tandlægerne at overholde dem med den økonomi, der er til rådighed.

Tandlægerne risikerer sanktioner fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvis de ikke overholder Sundhedsstyrelsens nationale kliniske retningslinjer.

- Hvis Danske Regioner vil fremstå som en seriøs aftalepartner, der vil medvirke til at fremme danskernes tandsundhed, så har vi en forventning om, at Danske Regioner vender tilbage med et konstruktivt forslag til, hvordan problemet kan løses, fastslår Torben Schønwaldt.

Indtil en ny overenskomst er på plads, fortsætter den gældende overenskomst, med mindre den opsiges af en af parterne.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.