dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Sammenbrudte forhandlinger: Vinge Centrum skal genudbydes
Vinge Centrum
Foto: Henning Larsen Architects

Sammenbrudte forhandlinger: Vinge Centrum skal genudbydes

Forhandlingerne mellem Frederikssund Kommune og AP Ejendomme og MT Højgaard om udviklingen af den nye bydel er stoppet
22. DEC 2017 6.11

FREDERIKSSUND: Det lykkedes ikke at få forhandlingerne om finansieringen af byudviklingsprojekt Vinge i Frederikssund Kommune, til at falde på plads.

Det kom frem i forrige uge, at der var solgt alt for få byggeretter i projektet til, at det kunne hænge sammen økonomisk. Og at aftalegrundlaget iøvrigt ikke var på plads endnu. Kommunen måtte konstatere manglende indtægter på 163 mio. kr. i 2017 og måtte siden vedtage en 100 mio. kr. stor kommunal spareplan.

Kommunen oplyser nu, at 'Frederikssund Kommune ikke går videre med forhandlingerne om en endelig aftale om Vinge Centrum. Kommunen ser frem til at kunne genudbyde etableringen af den centrale del af Vinge i 2018 sideløbende med, at den øvrige by udvikles'.

Kommunen oplyser videre, at 'Frederikssund Kommune indgik den 23. juni 2017 aftale om byudviklingen af Vinge med AP Ejendomme og med MT Højgaard som totalentreprenør. Aftalegrundlaget var betinget af forhold, som primært vedrørte de overordnede rammer for byudviklingen. Kommunens administration har efter bemyndigelse fra et enigt Frederikssund Byråd og efter aftale med AP Ejendomme afsluttet forhandlingerne om disse forhold med den konsekvens, at den betingede aftale er annulleret.

Frederikssund Byråd ønsker, at der skal genudbydes nye projekter vedrørende realiseringen af den centrale del af Vinge, og at dette skal ske hurtigst muligt'.

Borgmester John Schmidt Andersen (V) udtaler:

- Efter et intensivt forhandlingsforløb med AP Ejendomme har vi konstateret, at vi ikke umiddelbart har kunnet nå hinanden. MT Højgaard er blevet orienteret herom med henblik på afslutning af entreprisen. Visionen om Vinge lever, og byrådet har udtrykt sit ønske om, at den centrale del af den nye by Vinge skal genudbydes. Vi ser gerne, at AP Ejendomme og MT Højgaard fortsat er interesseret i at bidrage til at virkeliggøre visionen.

- Jeg er da forbandet over, at det er gået, som det er. Nu skal vi hurtigst muligt finde ud af, hvordan vi kan udbyde opgaven igen, så vi kan komme tilbage på sporet. Vi har stadig et ønske om at realisere Vinge Centrum, men vi er da mindst sat et år tilbage, siger borgmester John Schmidt Andersen (V).

- Jeg kan bekræfte, at Frederikssund Kommune har indstillet byudviklingsprojektet Vinge, og at vi som en konsekvens af dette har standset samarbejdet, fremgår det af en skriftlig udtalelse fra Jesper Nordby, koncerndirektør i MT Højgaard til Frederiksborg Amts Avis.

Fra direktør i AP Ejendomme Peter Olsson lyder det, at der er tale om en gensidig aftale, og at man fortsat ser Vinge som et spændende projekt.

Når Vinge Centrum er fuldt udbygget , skal det kunne huse 20.000 beboere.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.