dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Atea-sagen: Chef i region drak champagne til 2400 kr. i Dubai

- Det er vigtigt at have gode relationer, siger it-chef i bestikkelsessag om Formel 1-løb og restaurantbesøg
9. NOV 2017 17.00

SJÆLLAND: En regning for massage på hotel Mina A Salam. Billetter til Formel 1 Abu Dhabi Grand Prix. Restaurantbesøg for 81.800 kr. Og en karikaturtegning af lystige mennesker til en champagnebrunch.

Skærmene i et retslokale i Retten i Glostrup giver torsdag et delvist indblik i, hvad der foregik, da fem mænd i november 2014 tog til Dubai. Men rejsen havde indirekte et fagligt indhold, hævder en af deltagerne, en nu forhenværende it-chef fra Region Sjælland.

I en mail om turen brugte it-chefen ordet 'livsnyder', men det var ikke ham selv, han hentydede til, forsikrer han i retten.

Ifølge Bagmandspolitiets påstand lod den hvidhårede, firskårne mand fra Nykøbing Falster sig bestikke igen og igen gennem flere år. Senest i Dubai, hvor han var sammen med Rigspolitiets it-direktør og tre forretningsmænd. Prisen var 408.000 kr. for seks dage. Det endte med, at Region Sjælland betalte en kvart million for udflugten.

- Det sociale understøtter det faglige. Det er vigtigt at have nogle gode relationer, forklarer han, da han afhøres af specialanklager Jørn Thostrup om formålet. To af forretningsmændene havde netop forladt it-selskabet Atea, mens en tredje på det tidspunkt stadig var salgsdirektør i selskabet.

- Jeg ville gerne komme tættere på Carsten, forklarer it-chefen.

Kutyme med businessclass
Var der noget fagligt indhold, vil anklageren vide.

- Det kan aldrig undgå andet, end at det bliver fagligt, når it-folk er sammen.

Kunne I ikke lave det i Danmark?

- Najr, teoretisk ja, men i Danmark er der 100, der ringer, og man bliver forstyrret hele tiden.

Anklageren vil også vide, hvem der tog beslutningen om at flyve på businessclass?

- Pas, men jeg har i hvert fald ikke protesteret, det kan du være sikker på, siger han og tilføjer, at det var kutyme at sætte sig på businessclass på længere rejser.

- Det var vældigt dejligt at være udhvilet, når man kom frem, siger han.

Også prisen - cirka 81.000 kr. pr. hoved - bliver han spurgt om.

- Jeg vil ærligt indrømme, det blev lidt dyrere end forventet. Jeg vidste ikke, hvad alting kostede, men jeg var godt klar over, at det kostede lidt mere, end hvad det koster på McDonald's.

Forinden har anklageren ret nøje gennemgået flere regninger. En aften på At Mosphere Lifestyle, en restaurant på 122. etage, kostede for eksempel 15.806 kr.. Her kostede en flaske champagne 2400 kr.

'Pas'
Anklageren vil gerne vide, hvorfor det lige blev Dubai.

- Vi gik efter, hvad der var interessant, og så blev det Dubai. Vi endte med, at Formel 1 var det eneste rigtige, siger it-chefen.

Var Formel 1-løbet ikke bare ren underholdning, lyder et spørgsmål.

- Du skal tænke på, at det kun varede fem timer. Det var jo på en søndag, og det er normalt en fridag for mig.

Hans stemmeføring bliver irriteret, da anklageren ad flere omgange vil vide, om han orienterede regionens it-direktør, Per Buchwaldt.

- Det er meget mærkelig holdning, anklager! Render du måske rundt og fortæller din chef alt om, hvad du skal?

Men Jørn Thostrup insisterer. Sagde han til sin direktør, om turen skulle betales af private midler eller af penge fra regionens konto hos Atea?

- Pas, jeg har ingen kommentarer, siger han.

Afhøringen af de øvrige rejsende fortsætter fredag.

Ritzau

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.