dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Ny digital sagsbehandling skal kunne ændre kurs som en GPS

Big data og digitaliseret lovgivning skal forbedre offentlig sagsbehandling i projektet Ecoknow

Digitale sagsbehandlingssystemer skal både være mere intelligente og fleksible, så sagsbehandlere og borgere får den bedste service på trods af en stadig mere kompleks lovgivning. Innovationsfonden investerer 16 mio. i projektet Ecoknow, oplyser IT-Universitetet i København.

En del af baggrunden er, at sagsbehandlere og borgere slås med digitale systemer, som ikke kan tage højde for individuelle hensyn, og som er svære at tilpasse de omskiftelige regler i lovgivningen. Det gør systemerne både ufleksible, dyre i drift, og gør det svært at skabe den optimale handlingsplan for den enkelte borger.

Det skal forskningsprojektet EcoKnow lave om på. Et projekt som skal udvikle digitale løsninger, hvor ændringer i loven kan integreres løbende i systemet, og hvor sagsbehandlere kan udnytte de store mængder data (big data) der findes fra tidligere sagsforløb.

Ligesom en GPS kan udregne en ny rute, hvis den oprindeligt foreslåede rute ikke overholdes, skal sagsbehandlersystemerne kunne foreslå nye planer, når der sker en lovændring eller der opstår en ny situation fx på grund af sygdom.

- Det er vigtigt, at sagsbehandlerne får støtte af it-systemerne i stedet for det modsatte. Vi ved fx, at sagsbehandlere har meget begrænset tid til at forberede sig, når de skal have arbejdsløse i arbejde. Det er udfordrende at lægge den optimale handlingsplan, når de både skal tage hensyn til borgernes meget forskellige kompetencer og begrænsninger, samtidig med, at handleplanen skal ligge inden for lovens rammer, som har det med at blive ændret fra tid til anden, siger projektleder for Ecoknow, lektor på IT-Universitetet Thomas Hildebrandt.

Gode anbefalinger
I praksis går det ud på at udvikle et system, som aflæser mønstre i data fra tusindvis af borgere og sagsbehandlere. På baggrund af gode og dårlige erfaringer fra disse, kan systemet komme med anbefalinger til den enkelte sagsbehandler og borger.

- Det er samtidig en gevinst for borgerne i form af større medindflydelse og gennemsigtighed, fordi det både for borger og sagsbehandler bliver nemmere at få overblik over hvad der gælder netop denne sag. Det kan især have betydning, når en sag skifter sagsbehandler, siger Thomas Hildebrandt, og henviser til Beskæftigelses Indikator Projektet, fra Væksthusets Forskningscenter, som viser, at arbejdsløses chance for at få et arbejde falder med 22 pct., når de skifter sagsbehandler. 

En central udfordring som EcoKnow skal løse, er at gøre teknologien så forståelig, at den kan bruges og holdes ved lige af jurister og sagsbehandlere i kommunerne. Derfor vil der være løbende studier af arbejdsgangene i kommuner og af forståeligheden af værktøjerne. Både kommuner, konsulenter, jurister, borgere og socialrådgivere vil derfor blive inddraget i udviklingen.

I projektets sidste fase vil partnerne undersøge, hvordan teknologien kan udbredes uden for Danmark og i andre sektorer, fx til sagsbehandlingssystemer i finans- og sundhedssektoren. 



Projektets samlede budget: 25 mio.kr.
Innovationsfondens bevilling: 16 mio. kr.

Partnere:

  • Københavns Universitet
  • Danmarks Tekniske Universitet
  • Exformatics
  • KMD
  • Syddjurs Kommune
  • Københavns Kommune
  • Dansk Socialrådgiverforening
  • Kammeradvokaten
  • Globeteam
  • MAPS

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.