Kommuner kræver ordentlige arbejdsvilkår – men tjekker ikke
Stadig flere kommuner kræver løn- og arbejdsvilkår efter gældende overenskomst, når de sender offentlige opgaver i udbud, men næsten halvdelen af kommunerne tjekker sjældent, om de såkaldte arbejdsklausuler bliver overholdt. Det skriver Finans.
Formålet med klausulerne er forhindre social dumping ved brug af udenlandske firmaer eller underleverandører, og erfaringerne viser, at ikke alt foregår efter bogen.
Fra 2012 og til marts i år har Skat foretaget efterregulering af indkomst, moms og skat for 818 mio. kr. hos virksomheder eller personer. Politiet har sigtet 1.435 personer eller virksomheder for overtrædelse af det såkaldte RUT-register, hvor udenlandske tjenesteydere skal være registreret, og Arbejdstilsynet har udstedt 4.940 forbud eller strakspåbud til udenlandske virksomheder for alvorlige brud på arbejdsmiljøreglerne.
'Bekymrende'
Dansk Håndværk, der er arbejdsgiverforening for små og mellemstore virksomheder inden for håndværk, byggeri og industri, langer hårdt ud efter kommunerne for ikke at kontrollere, om klausulerne bliver overholdt:
- Ellers er klausulerne ikke det papir værd, som de er skrevet på. Så er det desværre kun symbolpoltiik, siger direktør i Dansk Håndværk Morten Frihagen.
Organisationssekretær i 3F Henning Overgaard er enig:
- Det bekymrer os mildest talt, at kommunerne ikke følger op på klausulerne, siger han til Finans.
Hele 90 pct. af kommunerne kræver i dag arbejdsklausuler, når de sender byggeopgaver i udbud, og 70 pct. af kommunerne stiller samme krav ved rengøringsopgaver. Men næsten halvdelen af kommunerne tjekker kun sjældent, om klausulerne bliver overholdt.
Det fremgår af en rundspørge til samtlige kommuner, som 3F har foretaget. 87 kommuner har svaret.
Borgmester i Aalborg og formand for arbejdsmarkedsudvalget i KL Thomas Kastrup-Larsen (S) forstår kritikken:
- Selvfølgelig er det problematisk, hvis man ikke kontrollerer. Men det er mit indtryk, at det er et område, som kommunerne har fokus på. I min egen kommune har vi indført kontrol, og det har vist sig nødvendigt, siger han.
De to kommuner som er allerbedst til at bruge arbejdsklausuler og løbende kontrollerer, at klausulerne bliver overholdt er Odense og Gentofte, oplyser 3F. 87 kommuner har besvaret det spørgeskema, der ligger til grund for undersøgelsen - heraf fire delvise besvarelser. Alle fem regioner har deltaget.
Læs hele rapporten her (og kommunernes point fra side 33)
Klik ind på kortet, og se hvordan det ser ud i de enkelte kommuner.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.