dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
80.000 har indkomster på over 1 million kroner

80.000 har indkomster på over 1 million kroner

Knap 17.000 personer havde i 2016 en indkomst før skat på over 2 mio. kr.

 

I 2016 havde 80.000 skatteydere en indkomst før skat på mindst 1 mio. kr.

Næsten 17.000 personer havde faktisk en indkomst før skat på over 2 mio. kr. Heraf var 85 pct. mænd og 15 pct. kvinder. I indkomstintervallet 0,5-2,0 mio. kr. var der ligeledes flere mænd end kvinder. Det kan blandt andet tilskrives en overrepræsentation af mænd i ledelser og blandt selvstændige, samt flere timer på arbejdsmarkedet for mænd. Samtidig arbejder flere højtuddannede kvinder i den offentlige sektor, hvor der oftest er et glasloft over lønningerne i den høje ende af skalaen.

I gruppen af personer med en indkomst mellem 200.000 og 300.000 kr. var 40 pct. af indkomsten erhvervsindkomst, 47 pct. var offentlige overførsler og 11 pct. var private pensionsudbetalinger. Gruppen er sammensat af lavtlønsgrupper på arbejdsmarkedet, herunder en del, som arbejder på nedsat tid og pensionister, hvilket også er en medvirkende forklaring på, at kvinder udgør 59 pct. i gruppen.

Personer med indkomster under 125.000 kr. er primært hjemmeboende unge og studerende. Gruppen tjente 27 pct. af indkomsten på arbejdsmarkedet, mens 47 pct. var offentlige overførsler, hvoraf næsten halvdelen var SU.

I juli 2017 var der et overskud på betalingsbalancens løbende poster på næsten 15 mia. kr., hvilket er et fald på næsten 2 mia. kr. i forhold til juni. Det er især et fald i eksporten af varer, som trækker overskuddet ned.

Overskuddet på betalingsbalancens løbende poster var fra januar til juli 2017 på 107 mia. kr. Til sammenligning var overskuddet på 94 mia. kr. i den tilsvarende periode i 2016.

Ses der alene på varehandlen kan man konstatere at importen faldt med 2,2 pct., samtidig med at eksporten faldt med 1,4 pct. Varehandlen er dog generelt præget af en del udsving, og i de første syv måneder af 2017 steg importen 5,0 pct. og eksporten steg 4,8 pct., sammenlignet med de første syv måneder af 2016.

Der er over de seneste fem år sket en lille stigning i at nyuddannede bachelorer fortsætter som kandidatstuderende. Af de 19.500 universitetsstuderende, der i skoleåret 2015/2016 fuldførte en bacheloruddannelse, var 16.250 i gang med en kandidatuddannelse 1. oktober 2016. Det svarer til en andel på 83 pct. Ser man på den tilsvarende gruppe af studerende fra skoleåret 2010/2011, var 11.000 ud af de 13.600 fuldførte i gang med en kandidatuddannelse 1. oktober 2011. Det svarer til en andel på 81 pct.

Der har ikke kunnet konstateres nævnefærdige kønsforskelle i frafaldet mellem bachelor- og kandidatstuderende.

Der er en klar tendens til, at de studerende tager både deres bachelor- og kandidatuddannelse på samme universitet. Andelen af studerende, der starter på en kandidatuddannelse på det samme universitet, som de fuldførte deres bacheloruddannelse på, var 91 pct. for både mænd og kvinder.

It-sikkerhed
Investeringer i it-sikkerhed er noget, der især er udbredt i de store (og internationale) erhvervsvirksomheder.

Halvdelen af store virksomheder med 100 ansatte eller derover øgede deres investeringer i it-sikkerhed fra 2015 til 2016, mens andelen kun udgjorde en fjerdedel for små virksomheder med 10-49 ansatte. 45 pct. af de store virksomheder havde et uændret niveau for investeringer i it-sikkerhed i 2016 i forhold til 2015, og kun 2 pct. havde et faldende niveau.

Andelen af små virksomheder med uændret niveau for investeringer i it-sikkerhed fra 2015 til 2016 udgjorde 72 pct., og 2 pct. havde et faldende niveau.

Det store politiske fokus, der er på indvandring, flygtninge og migration, er også begyndt at sætte sine spor i andelen af flygtninge i arbejde.

Blandt flygtninge i alderen 16-64 år var andelen af personer i lønmodtagerbeskæftigelse næsten 25 pct. i 2. kvartal 2017. Denne andel er steget med 15 procentpoint siden 3. kvartal 2015. Fra 1. kvartal 2010 frem til 3. kvartal 2015 faldt andelen, men derefter har der været en markant stigning. Stigningen er påvirket af at det store antal af flygtninge, der kom til landet i 2014 og 2015 i øget omfang er overgået til lønmodtagerbeskæftigelse.

Fra 3. kvartal 2015 til 2. kvartal 2017 steg antallet af syriske flygtninge i alderen 16-64 år, som var i lønmodtagerbeskæftigelse med 3.900. Andelen af lønmodtagere blandt syriske flygtninge er steget markant fra 5 pct. til 23 pct. i perioden. Flygtninge fra Eritrea har ligesom syrerne oplevet en stor stigning i antallet og andelen af personer i lønmodtagerjob blandt flygtninge.

Der blev solgt næsten 4.700 enfamiliehuse i almindelig fri handel i juni 2017, hvilket er det højeste antal salg i ti år. Antallet af ejendomshandler i tre-måneders perioden april-juni steg med næsten 9 pct. for enfamiliehuse, mens salg af ejerlejligheder stort set lå i stampe sammenlignet med samme periode sidste år. Ser man over de seneste tolv måneder, steg handlen næsten 11 pct. for enfamiliehuse og 5 pct. for ejerlejligheder i forhold til det foregående år.

Tvang og konkurs
Selvom salget af huse er så stort som sjældent set, er der stadig huse, der ryger på tvangsauktion. Heldigvis er tallet for nedadgående.

Med 195 bekendtgjorte tvangsauktioner i august 2017 mod 208 måneden før, er antallet af tvangsauktioner faldet med 6 pct. For tre-måneders perioden juni-august er det samlede antal tvangsauktioner 623, hvilket ligeledes er et fald i forhold til den foregående periode marts-maj, hvor der var 680 tvangsauktioner.

Konkurser kan nok ikke helt undgås i en markedsøkonomi. I juni-august så vi en mindre stigning i antal konkurser, men de dækkede heldigvis over et mindre antal berørte beskæftigede.

Der var 8 pct. flere konkurser i perioden juni-august end i marts-maj. Der er i gennemsnit gået i alt 953 fuldtidsjob (job omregnet til fuld tid) tabt hver måned i juni-august i de virksomheder, som blev ramt af konkurs. Det er 7 pct. færre end i marts-maj.

Industriens produktion ser ud til, at have ramt et midlertidigt mætningspunkt. Den samlede industriproduktion var i juli 0,8 pct. lavere end i juni. Fra maj til juni gik produktionen tilbage med 3,8 pct., mens den steg 3,3 pct. fra april til maj. I perioden maj til juli faldt produktionen med 1,1 pct. sammenlignet med februar til april.

 

Preben Etwil, Chefkonsulent i Danmarks Statistik.
Udvalgt og kommenteret for 'egen regning'

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.