dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

KMD-koks rammer 50.000 kontanthjælpsmodtagere

En opdatering af it-systemet fredag betød, at 50.000 danskere fik sig en forskrækkelse

En fejl hos KMD betyder, at 50.000 danskere i weekenden har fået forkert information om, hvor meget de er berettiget til at få i kontanthjælp. Flere fik besked om, at de ville gå ned i ydelse. Det bekræfter KMD over for Avisen.dk.

I et skriftligt svar skriver KMD’s kommunikationschef Christoffer Hellmann, at fejlen skete fredag.

'Den er opstået som følge af en opdatering af it-systemet fredag, og den er beklageligvis ikke blevet opfanget i vores tests. Fejlen består i, at der er angivet en forkert kontanthjælpsloftsats i brevet til borgerne,' skriver han til Avisen.dk.

Ikke første gang
Det er langt fra første gang, at der opstår koks i systemerne i KMD. Tilbage i september fik tusindvis af kontanthjælpsmodtagere forkerte breve, og i oktober var den gal igen. Der blev 9.000 ramt af 225-timersreglen ved en fejl.

Hos mange af de kontanthjælpsmodtagere, der fik at vide, at de fremover skulle klare sig for mindre om måneden, skabte brevene en del panik.

Det fremgår blandt andet af en stribe henvendelser fra frustrerede borgere, der har modtaget de forkerte breve i weekenden, som Avisen.dk har modtaget.

En af dem, der modtog et forkert brev, var en enlig mor med to børn. Som enlig forsørger til to børn plejer hun at få 15.554 kroner i samlet hjælp.

Men i fredags landende der et brev i hendes e-boks, som Avisen.dk har set. Her står, at hun fremover højst vil kunne få 14.808 kroner i kontanthjælp, særlig støtte og boligstøtte. Det er dog i modstrid med de gældende satser for det nuværende kontanthjælpsloft.

Beløbene er rigtige
De fortvivlede borgere kan dog tage en dyb indånding, for hos KMD understreger man, at fejlen ikke får konsekvenser for de berørte. KMD arbejder netop nu på at lave nye, korrekte breve. De skal sendes afsted til borgerne, så de har dem i deres e-Boks tirsdag morgen.

"Fejlen får ikke betydning for de konkrete udbetalinger af ydelser. KMD beklager fejlen, og de gener den måtte have for de berørte borgere," skriver Christoffer Hellmann i en mail til Avisen.dk.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.