Lynhurtigt bredbånd til alle koster otte milliarder
Skal alle husstande i Danmark have adgang til lynhurtigt fibernet, kræver det investeringer på omkring 8 mia. kr. Det viser den første analyse herhjemme af det private investeringsbehov ved udbygning af fibernettet, så Danmark kan blive dækket med fastbaseret hurtigt bredbånd.
Beregningerne viser, hvad det koster at grave fibernettet hen til forbrugeres og virksomheders postkasser. Ledninger og udstyr på folks egen grunde og bygninger er ikke medregnet. Analysen er lavet af konsulenthuset Netplan for Dansk Energi.
Vi har for første gang fået sat et prismærke på, hvad det koster at opgradere hele landet med digital dansk infrastruktur i den verdensklasse, vi ofte taler om, siger Thomas Woldiderich, branchechef for telepolitik i Dansk Energi.
I forvejen er der en mindre revolution i gang på området. Men hastighederne er stærkt ulige fordelt.
Analysen opererer med forskellige ambitionsniveauer. Skal kun 95 pct. af husstandene i alle kommuner dækkes ind, koster det kun cirka 3,5 mia. kr. Fordi der er store graveudgifter forbundet med de sidste 5 pct.
- Men så er der andre mulige luftbårne løsninger. For vi er midt i en tidsalder, hvor flere og flere af vores gøremål bliver digitale. Derfor har vi også brug for en infrastruktur, der kan håndtere det, siger Thomas Woldiderich.
Syddjurs på vej
Kommunerne kan også presse på og hjælpe borgerne med at få tele- og energiselskaberne i tale, siger han.
Syddjurs er et af de steder, hvor kommunen er gået aktivt ind i at sikre, at alle kommunens landsbyer får lynhurtigt internet til gavn for både virksomheder, borgere og turistindustrien.
For to år siden havde kun et par af kommunens største byer fiberforbindelse. Nu er målet, at 90 pct. af borgerne om to år har en hurtig og stabil internetforbindelse. Foreløbig er allerede cirka 60 pct. på plads.
- Det betyder meget for både bosætning, fastholdelse af arbejdspladser og for udlejningen af sommerhuse, siger borgmester Claus Wistoft (V).
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.