Det koster Skat 200 mio. kr. at skrotte inddrivelsessystem
Skat skal betale godt 200 millioner kroner for at sløjfe inddrivelsessystemet EFI, oplyser DR i programmet 'Skeletterne i Skat'. Dermed bliver det dobbelt så dyrt at skrotte EFI, som Skatteministeriet vurderede 25. september 2015, da skatteminister Karsten Lauritzen (V) fremlagde sin plan for Skat. Da mente ministeriet, at lukningen ville koste knap 100 mio. kr.
Nu venter ministeriet, at prisen bliver dobbelt så høj. Det viser et nyt udbud fra slutningen af januar. Desuden har Skatteministeriet fået 275 mio. kr. til at lukke EFI.
Den samlede pris lander på ca. 475 mio. kr. for at skrotte systemet, som det kostede knap 700 millioner kroner at udvikle. I alt kommer EFI dermed til at koster 1,17 mia. kr., oplyser DR.
Klar i 2019
Skat har sat medarbejdere til at inddrive danskernes gæld ved at indtaste oplysninger. Sideløbende skal der udvikles et helt nyt system, som kan erstatte EFI.
Systemet, der i december blev sendt i udbud, vurderes at koste mellem 100 og 400 mio. kr. plus moms. Skatteministeriet regner med, at systemet er klar i 2019.
Til dato mangler der at blive inddrevet i alt 78 mia. kr. Skat regner ikke engang med at kunne inddrive halvdelen af beløbet. Dels er flere restancer forældede, dels kan mange skatteydere og virksomheder ikke betale.
- Det tager år, før vi har et velfungerende inddrivelsessystem. Jeg håber, det kan ske i min tid som skatteminister, men jeg kan ikke garantere det, siger Karsten Lauritzen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.