Gribskovs affaldsindsamling underkendt af klagenævn
GRIBSKOV: Klagenævnet for Udbud har underkendt en kontrakt om indsamling af dagrenovation, som Gribskov Genbrug har indgået med Svendsen & Søn. Verdis, som også havde budt på opgaven, klagede til nævnet og fik medhold.
Uenigheden er opstået, fordi udbuddet var opdelt i to delkontrakter, som dækkede hver sin halvdel af kommunen. I udbudsbetingelserne stod, at tilbudsgiver kunne tilbyde en rabat, hvis firmaet blev tildelt flere delkontrakter. Men Verdis undrede sig over måden, forsyningsselskabet vurderede de to tilbud og den tilhørende kontrakt.
Og klagenævnet er enigt: "Da tilbuddene fra Verdis på delkontrakt A og B samlet set er bedre end tilbuddene fra Svendsen & Søn, har Gribskov Genbrug ved at tildele kontrakten til Svendsen & Søn ikke gennemført evalueringen i overensstemmelse med udbudsbetingelserne," skriver klagenævnet i sin afgørelse og annullerer tildelingen af kontrakterne.
Sidste kommune i landet
De skulle have sikret, at Gribskov som den sidste kommune i landet ville påbegynde indsamlingen af affald i ti fraktioner fra slutningen af 2025, skriver Sjællandske Nyheder. Men Gribskov Forsynings formand, Pernille Søndergaard (M), forventer ikke, at afgørelsen får den store betydning.
- Det ændrer ikke på tidsplanen. Vi forventer stadig at rulle den nye affaldssortering ud sidst i 2025, siger hun og tilføjer, at forsyningsselskabet og dets rådgivere er overraskede over afgørelsen og nu er ved at undersøge, hvad der videre skal ske.
Ifølge mediet var der tale om en kontrakt til en anslået værdi af 340 mio. kr.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.