dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

85.000 brugte sidste år deres sundhedsforsikring til psykisk førstehjælp

Næsten tre millioner danskere er nu omfattet af sundhedsforsikringer, og stadigt flere bruger dem til psykiske problemer. Det vidner om, hvor det offentlige sundhedsvæsen halter, vurderer ekspert.
4. NOV 2024 8.43

Aldrig har så mange danskere været omfattet af en sundhedsforsikring, og aldrig har så mange brugt den som redningsplanke, når livet er svært.

Hold i nakken, tennisalbuer, slidte knæ og dårlig ryg er fortsat de skavanker, som flest bruger deres sundhedsforsikring til. Men i løbet af det seneste årti er andelen af forsikringskroner, der går til psykisk førstehjælp, vokset markant.

Næsten 85.000 danskere fik i 2023 psykologhjælp eller psykiatrisk behandling gennem en sundhedsforsikring eller sundhedsordning, som nu tilsammen omfatter omkring 2,9 millioner.

Det viser en opgørelse, som Mandag Morgen har foretaget på baggrund af data fra Forsikring & Pension.

- Stress og mistrivsel fylder meget i samfundet. Og det mærker vi meget tydeligt, siger Mie Rasbech, der er chefkonsulent i Forsikring & Pension.

Mere end fordoblet

På fem år er udgifterne til behandling af stress, mistrivsel, angst og depression gennem sundhedsforsikringer mere end fordoblet. I samme periode er det mentale område vokset fra at udgøre 15 procent af forsikrings- og pensionsselskabernes samlede erstatningsudgifter til nu at udgøre 23 procent.

Ifølge Jes Søgaard, professor emeritus i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet, har flere fået øjnene op for, at sundhedsforsikringer også dækker behandling af psykiske problemer.

- Det hænger også sammen med, at den mentale sundhed er der, hvor det offentlige sundhedsvæsen har haft sværest ved at følge med efterspørgslen, og hvor ventetiderne er længst, siger han til Mandag Morgen.

Erstatning for tab af erhvervsevne

Den tidlige indsats er vigtig både for den enkelte, arbejdspladserne og samfundets bundlinje, fordi det kan forhindre langvarige sygemeldinger og permanent tab af erhvervsevne.

Samtidig med den stigende efterspørgsel på hjælp til at takle mentale problemer er der alene siden 2021 sket en stigning på 20 procent i antallet af personer, der har fået tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne.

For over halvdelen er det alvorlig psykisk sygdom eller psykiske lidelser, som gør dem ude af stand til at holde fast i jobbet.

Det understreger, at der kan gøres meget mere i den tidlige indsats, mener Rikke Bay Haaber, der er chef for strategisk sundhed i PFA.

- Det gælder jo både for os som selskaber, men også ude på arbejdspladserne, på skolerne eller uddannelsesinstitutionerne, siger hun til Mandag Morgen.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.