dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Statsrevisorer: Kommuner har fået forkert refusion for ophold på herberg
Herberger som Mændenes Hjem i København revideres forskelligt, og taksterne beregnes ikke altid korrekt, fastslår statsrevisorerne.
Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Statsrevisorer: Kommuner har fået forkert refusion for ophold på herberg

Ministerium får kritik for ikke at sikre sig, at staten udbetaler korrekt refusion. Alle undersøgte kommuner havde fejl i taksterne.
22. OKT 2024 7.15

Statsrevisorerne finder det utilfredsstillende, at Socialministeriet ikke har sikret sig, at staten udbetaler korrekt refusion til kommunerne for borgeres ophold på herberger. 

Det skriver de i en beretning, hvor de samtidig kritiserer, at ministeriet heller ikke har sikret sig, at de takster, kommunerne bruger til at anmode om refusion, er fastsat i overensstemmelse med reglerne.

"Konsekvensen er bl.a., at alle de kommuner, som indgår i undersøgelsen, havde én eller flere fejl i de takster, der danner grundlaget for refusionen. Dette har medført, at kommunerne har fået dækket udgifter fra staten, som egentlig er kommunale og dermed ikke er refusionsberettigede," står der i beretningen.

For mange udgifter regnet med

Rigsrevisionen gik i gang med at undersøge refusionerne efter flere sager om forkert refusion. Bl.a. afgjorde ministeriet i november 2023, at en række herberger og krisecentre i Københavns Kommune, bl.a. Mændenes Hjem, havde beregnet taksterne forkert. 

Rigsrevisionen konstaterede også sidste år, at herbergernes takster ifølge Tilbudsportalen varierede fra 0 til 6.062 kr. pr. døgn.

Statsrevisorerne hæfter sig i deres beretning bl.a. ved, at flere kommuner er i tvivl om, hvordan reglerne skal fortolkes. Derfor indregner nogle kommuner udgifter, som andre kommuner ikke har regnet med.

Ministeriet kritiseres for ikke tilstrækkeligt at have hjulpet kommunerne med at fortolke reglerne, selv om ministeriet selv har vurderet, at reglerne er vanskelige at fortolke.

Forskellig revision

Samtidig baserer ministeriet sit tilsyn på revisionspåtegninger fra private revisorer og enkeltsager, men uden at have stillet krav til revisionen. Derfor er der stor forskel på, hvad revisorerne gennemgår i de forskellige kommuner.

Endelig har Socialtilsynet, som godkender herbergernes budgetter, hverken godkendt grundlaget for takstberegningen eller selve taksten. Private revisorer har flere gange gjort opmærksom på, at taksten muligvis ikke er beregnet korrekt, men Socialtilsynet har ikke orienteret ministeriet om det.

Som følge af kritikken erklærer statsrevisorerne sig enige i tre anbefalinger fra Rigsrevisionen, som går ud på, at:

  • Ministeriet skal afklare og understøtte kommunerne i deres fortolkning af reglerne
  • Ministeriet skal opstille tydelige krav til, hvad der ska lligge til grund for påtegning af taksterne
  • Ministeriet bør overveje, om undersøgelsen giver anledning til at vurdere rammerne for andre områder med statsrevision.

Hele beretningen kan læses her.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.