dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Har din kommune investeringer i sortlistede selskaber?
Kommunerne og regionerne har samlet set omrking 5.000 værdipapirer i selskaber, som er sortlistet.
Foto: ChatGPT/DK Nyt

Se oversigten her:
Har din kommune investeringer i sortlistede selskaber?

79 kommuner og regioner ejer værdipapirer i sortlistede virksomheder. Se listen her.

79 kommuner og regioner har investeret 388 mio. kr. i selskaber, der er sortlistet af danske banker, pensionsselskaber eller FN. Det viser data, som er indsamlet og bearbejdet af Gravercentret - Danmarks Center for Undersøgende Journalistik, i samarbejde med Danwatch.

Blandt kommunerne er det de tre største, der har flest penge i problematiske aktier. Københavns Kommune har investeret 70,94 mio. kr., Aarhus Kommune har 21,7 mio. kr. og Odense Kommune har 20,2 mio. kr.

Hos regionerne er det kun Region Syddanmark, som går helt fri uden en eneste investering i sortlistede virksomheder. Region Sjælland har 22,34 mio. kr. i problematiske selskaber, Region Hovedstaden har 11,56 mio. kr., Region Nordjylland har 10,86 mio. kr. og Region Midtjylland har 7,91 mio. kr.

Investeringerne er blandt andet i virksomheder, der har tilknytning til kontroversielle våben, negativ klimapåvirkning, brud på menneskerettigheder og svigt af arbejdstagerrettigheder.

 

Kritisable arbejdsforhold

Blandt de selskaber, som kommunerne har størst markedsværdi i, findes bl.a. Amazon, Walmart og Tesla, der er sortlistet på grund af manglende respekt for arbejdstagerrettigheder. 

Walmart er bl.a. sortlistet af Akademiker Pension, efter butikskæden de seneste år er blevet kritiseret for dårlige arbejdsforhold, lave lønninger, børnearbejde og modstand mod medarbejdernes ret til at organisere sig. 

Amazon og Tesla, som begge er ekskluderet af Lærernes Pension, har været i medierne pga. kritisable arbejdsforhold. Amazon blev i 2022 idømt en bøde af Washingtons sikkerhedstilsynsmyndigheder for at overtræde sikkerhedslovgivningen på arbejdspladsen ved at kræve, at medarbejdere arbejdede i et så hurtigt tempo, at det satte dem i højere risiko for skader.

Tesla er blevet beskyldt for at snyde lagermedarbejdere for løn, få dem til at arbejde uden for arbejdstiden og indføre produktivitetskvoter, der var så høje, at det ville være svært for medarbejderne at nå dem - medmindre de droppede toiletbesøg.

Manglende respekt for menneskerettigheder

17 kommuner har investeringer i det globale selskab Vale SA, der beskæftiger sig med minedrift. Selskabets arbejdsgange strider dog mod FN’s principper vedrørende respekt for menneskerettigheder og håndtering af miljøudfordringer. Overtrædelserne relaterer sig til minedriftsaktiviteter i Brasilien, hvor 240 personer i 2019 mistede livet som følge af en dæmning, der bristede.

DK Nyt har været i kontakt med København, Aarhus, Odense, Frederiksberg og Køge Kommuner. Kommunerne oplyser, at de ikke ønsker, at investerer i selskaber som er problematiske eller kontroversielle, og flere af dem vil kontakte deres formueforvaltere for at undersøge investeringerne nærmere.

Sådan er tallene lavet 

Gravercenteret og Danwatch har gennem aktindsigtsanmodninger bedt om en komplet liste over værdipapirer, som kommunerne ejer. I enkelte tilfælde er informationerne indhentet gennem kommunernes hjemmesider. Både direkte og indirekte investeringer, som forvaltes af investeringsforvaltere og fonde, er blevet undersøgt.

Gravercenteret og Danwatch har anmodet om de seneste opgjorte beholdningslister og markedsværdier ultimo juni 2024. Kommunernes seneste lister kan være fra før juni 2024 alt efter, hvor ofte kommunerne opgør listerne.

Fem kommuner fik en anmodning fra Gravercenteret og Danwatch før juni 2024. Tallene fra Esbjerg Kommune er indhentet 1. september 2023, Aarhus Kommune 31. marts 2024, Odense Kommune 31. marts 2024 og Aalborg Kommune 30. april 2024.

Københavns Kommune var også oprindeligt indhentet tidligere end juni 2024, men er blevet opdateret i databasen den 15. oktober 2024. I artiklen bruges der tal vedr. København fra efter den 15. oktober.

Opgørelserne fra Gravercenteret og Danwatch skal ses som et øjebliksbillede af kommunerne og regionernes investeringer, da investeringerne og værdierne kan ændre sig løbende.

Værdipapirerne er vurderet problematiske, hvis selskabet er ekskluderet hos en række banker og pensionskasser. Et selskab kan sagtens være på eksklusionslisten hos en enkelt bank eller pensionskasse uden at være det hos andre.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.