dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Herlev må droppe at lade pensionskasse opføre plejehjem
Herlevmodellen gik ud på at lade PensionDanmark stå for byggeriet, mens kommunen selv skulle drive plejecentret. Illustration: Erik Arkitekter

Herlev må droppe at lade pensionskasse opføre plejehjem

Visionen var at drive kommunalt plejehjem i en pensionskasses byggeri, men efter flere års arbejde opgives Herlevmodellen nu.

HERLEV: Efter tre års planer om at bygge et plejehjem i samarbejde med en pensionskasse kaster Herlevs borgmester Thomas Gyldal Petersen (S) nu håndklædet i ringen. Der er stadig ikke lovhjemmel til at afprøve modellen, og nu kan kommunen ikke vente længere, siger han til Herlev Bladet.

Den såkaldte Herlevmodel blev lanceret i 2021, hvor kommunalbestyrelsen vedtog en plan for byggeri af et plejecenter og omkring 100 nye boliger ejet af PensionDanmark i det såkaldte Hjortespring-kvarter.

Området skulle indeholde 192 plejeboliger og 32 midlertidige boliger til kommunens ældre, godt 100 lejligheder målrettet både familier og bofællesskaber for personer over 50 år samt et mindre butiksområde, lød beskrivelsen hos PensionDanmark dengang i en pressemeddelelse.

Et udvidet plejecenter skulle desuden samle offentlige faciliteter som sygeplejeklinik, genoptræning og rådhusfunktioner i et nyt multihus. Her ville kommunen leje sig ind, mens plejeboligerne ville blive udlejet til kommunens ældre via en anvisningsaftale mellem kommunen og PensionsDanmark.

Unikt offentlig-privat samarbejde

"Fremtidens plejecenter og de private boliger er udviklet i et unikt offentlig-privat samarbejde mellem Herlev Kommune og PensionDanmark, hvor kommunens medarbejdere med stor viden på plejeområdet har samarbejdet med de bedste private kompetencer inden for sundhedsområdet," skrev pensionskassen, som håbede, at modellen ville kunne udbredes til kommuner over hele landet.

"Herlevmodellen" manglede dog lovhjemmel og ville kræve flere lovændringer, lød advarslen fra flere ministerier. Det dokumenterede Berlingske i maj 2022. Der skulle både ændres i almenboligloven, friplejeboligloven, serviceloven, lov om kommunernes styrelse og boligstøtteloven, skrev Indenrigs- og Boligministeriet.

Pensionskasser har ganske vist opført mange friplejehjem rundtom i landet, hvor fx en fond, institution eller privat virksomhed står for driften. Men i Herlev skulle kommunens personale stå for plejen, og loven levner ikke mulighed for, at en kommune kan blive friplejeboligleverandør.  

En af de største skuffelser

Det seneste par år har kommunen forhandlet med ministerierne om at finde en løsning, senest håbede man, at den nye ældrereform ville give mulighed for at afprøve modellen. Men nu har man givet op.

- Jeg skal ikke lægge skjul på, at det er en af de største skuffelser i mit politiske liv, fordi Christiansborg har været så længe om at bakke op om en entydig fornuftig strategi, siger Thomas Gyldal Petersen til Herlev Bladet og tilføjer, at modellen efter hans mening ville have gjort det muligt at klare en enorm investering i ældrecentre, der venter forude for landets kommuner.

I stedet vil Herlev nu gå efter at oprette et fripladsplejehjem i pensionskassens byggeri. Han håber på et tæt samspil mellem friplejehjemmet og de kommunale medarbejdere, som kommer til at arbejde side om side, selv om de formelt bliver ansat i to forskellige organisationer.  Samtidig håber Thomas Gyldal, at der i fremtiden bliver åbnet for, at kommuner kan drive plejehjem i pensionskassers byggeri, selv om det ikke lykkedes i Herlev.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.