Bilagsrod: Kulturchef brugte skattekroner på "privatlignende" udgifter
KØBENHAVN: En sag om bilagsrod og problematiske udgifter for skattekroner rammer nu en af Socialdemokratiets kulturprofiler på rådhuset i København.
Niels E. Bjerrum, der sidder i Borgerrepræsentationen og teknik- og miljøudvalget, kritiseres for “omfattende” bilagsrod fra sin tid som kulturchef i Københavns Kommune. Det oplyser Radio4 på baggrund af aktindsigt i en lang række bilag.
Sammenlagt er der ifølge Københavns Kommunes svar til Radio4 problemer med dokumentationen bag udgifter for mindst 14.700 kr. Beløbet kan være højere, da kommunen afviser at give aktindsigt i 23 konkrete bilag.
Professor: Alvorlig sag
- Det er en meget alvorlig og omfattende sag. Jeg kan ikke mindes særligt mange sager, hvor det har været lige så omfattende som det her, siger Per Nikolaj Bukh, professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, til Radio4.
Han har gennemgået bilagsmaterialet for Radio4 og vurderer, at flere af Niels E. Bjerrums udgifter er foretaget “på et tvivlsomt grundlag” og fremstår “privatlignende.”
Blandt andet har Niels E. Bjerrum brugt 1.730 skattekroner på at købe to billetter til en udsolgt koncert en lørdag aften i april 2022 i Royal Arena til sig selv og en ledsager. Formålet var “at opdyrke et samarbejde” med en koncertarrangør. I et nu slettet Facebook-opslag fremgik det, at Niels E. Bjerrum deltog sammen med en person, der ikke arbejdede i Københavns Kommune.
Facebook-annoncering og fadøl
I et andet tilfælde har han med skattekroner betalt 746 kr. for promovering af opslag fra sin politiske Facebook-side forud for det seneste kommunalvalg. Det er i strid med reglerne, mener kommunen.
I andre tilfælde er dokumentationen bag udgifterne, der f.eks. er fra møder og arrangementer, så mangelfuld, at kommunen erkender, at det ikke er muligt at "vurdere, om udgiften har haft et kommunalt formål.” Det drejer sig eksempelvis om taxature, cafébesøg og udgifter til fadøl.
Niels E. Bjerrum, der har en fortid som administrationschef på Det Kgl. Teater, var kulturchef fra 2019 til 2022.
I et kortfattet svar til Radio4 skriver han, at han som kulturchef har haft “en forpligtelse til at søge inspiration samt deltage i og holde mig orienteret om kulturarrangementer i kommunen.”
"Retningslinjerne i kommunerne for deltagelse i kulturarrangementer og anden repræsentation var desværre dengang uklare - og jeg har sikkert også begået fejl undervejs," skriver Niels E. Bjerrum.
"Jeg har derfor bedt min tidligere arbejdsgiver om at undersøge, om der er begået fejl, og om der derved er beløb, som de ønsker, at jeg skal tilbagebetale. I så fald imødekommer jeg naturligvis gerne dette," lyder det.
Nye retningslinjer
Over for Radio4 erkender Københavns Kommune nu, at flere af Bjerrums indkøb er i strid med reglerne.
De oplyser desuden, at der er implementeret nye retningslinjer for at forbedre kontrollen.
Fejl med flere bilag betød sidste år, at Niels E. Bjerrum tilbagebetalte et mindre beløb til Svendborg Kommune, hvor han i en kort periode var kulturchef, viser dokumenter.
Laura Rosenvinge, Socialdemokratiets politiske ordfører i København, skriver i en sms til Radio4, at partiet "ingen kommentarer" har.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.