Længere rejser med den kollektive trafik skal gøres billigere, mens kortere ture skal være dyrere. Sådan lyder det fra Danske Regioner i en pressemeddelelse.
Det skal ske ved at indføre en ny takststruktur efter skånsk forbillede, mener formand for regionernes udvalg for regional udvikling Anders G. Christensen (V).
- Det skal være både lettere og økonomisk mere attraktivt at vælge kollektiv transport. Både til at pendle til arbejde, og når man har fri, siger han.
Tre eller 100 zoner
I Skåne opererer man ifølge pressemeddelelsen med blot tre takstzoner, mens man til sammenligning har cirka 100 zoner på den anden side af Øresund i Region Hovedstaden.
En rejse på fire zoner koster på rejsekort 34 kroner i Region Hovedstaden, men kun 19 kroner i Skåne. Det svarer ifølge pressemeddelelsen til en dansk merpris på 79 procent.
På samme måde koster en mellemlang tur - eksempelvis fra Københavns Hovedbanegård til Hillerød - 64 kroner mod 35 kroner i Skåne.
Et 30 dages pendlerkort til mellemlange ture koster eksempelvis 1.520 kroner i Region Hovedstaden og bare 580 kroner i Skåne.
Flere passagerer i Skåne, færre i Danmark
De lavere priser i Skåne har ifølge pressemeddelelsen øget antallet af passagerer i den kollektive trafik.
Herhjemme er det gået stik modsat. Mange busruter er blevet nedlagt de senere år, og mange kæmper for at overleve.
Hvis man indfører en ny og mere overskuelig takststruktur, sådan som regionerne lægger op til, vil længere rejser blive billigere. Omvendt vil kortere ture blive dyrere. Det er den vej, regionerne ønsker at gå, lyder det fra Anders G. Christensen.
- For det første vil dyrere korte ture få flere til at cykle eller gå. Det vil både give mindre trængsel i byerne og øge folkesundheden. For det andet vil billigere længere ture gøre den offentlige transport i større sammenhængende byområder og uden for byerne mere konkurrencedygtig i forhold til bilen, siger han.
Forslaget fra regionerne vil blive sendt til en ekspertgruppe nedsat af regeringen, der ser på, hvordan man kan styrke den kollektive trafik.
Ekspertgruppen ventes at afslutte arbejdet med udgivelsen af en rapport med anbefalinger i slutningen af 2024.
/ritzau/
Danske Regioner holder torsdag politisk topmøde i Aarhus. DK Nyt er til stede og dækker løbende.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.