Et helt nyt center for innovation inden for kunstig intelligens (AI) skal danne rammen om en af de kraftigste supercomputere i verden.
Det skriver Novo Nordisk Fonden, der sammen med Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) har indgået et samarbejde med den amerikanske chipgigant Nvidia om at bringe computeren, som de kalder en AI-supercomputer, til Danmark.
Supercomputeren er optimeret til store projekter ved hjælp af kunstig intelligens og skal sætte skub i løsninger på samfundsmæssige udfordringer.
Administrerende direktør i fonden Mads Krogsgaard Thomsen siger, at udvikling af ny medicin, diagnosticering og behandling af sygdomme blandt andet er områder, hvor computeren kan bruges.
- Banebrydende videnskabelige opdagelser er baseret på data, og AI har nu givet os en hidtil uset mulighed for at sætte skub i forskningen inden for såvel menneskers som planetens sundhed, siger han.
Offentlig og privat adgang
Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor det nye datacenter skal være, og dermed hvor supercomputeren vil befinde sig. Men i pressemeddelelsen lyder det, at forskere fra både den offentlige og private sektor i Danmark vil kunne få adgang til den.
Computeren forventes at være klar til de første pilotprojekter inden årets udgang.
Hos Dansk Industri ser man nyheden om den nye supercomputer som en kæmpegevinst for Danmark. Sådan lyder det fra organisationens administrerende direktør, Lars Sandahl Sørensen.
- Skal vi høste det fulde udbytte af kunstig intelligens og kvanteteknologi, så kræver det computere med superkræfter - og det kræver store investeringer. Derfor kan det her blive startskuddet til et teknologisk eventyr for Danmark, siger han.
Novo Nordisk Fonden har bevilget omkring 600 millioner kroner til centret, hvor Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) har bidraget med cirka 100 millioner.
Novo Nordisk Fonden har etableret et aktieselskab, der vil eje og drive supercomputeren. Alle indtægter vil blive geninvesteret i initiativet, skriver fonden. Eifo er minoritetsejer med ejerskab over 15 procent af aktierne.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.