Næsten en kvart million gange blev en patient henvist til et privat hospital i 2023. Det er historisk højt, viser en opgørelse fra Danske Regioner.
Udviklingen er blandt andet et resultat af en aftale, der blevet indgået med regeringen for godt et år siden. Aftalen reducerede prisen på behandling på private hospitaler i forsøget på at få nedbragt de lange ventetider, som sundhedsvæsnet har kæmpet med siden coronaperioden.
Ifølge Anders Kühnau (S), der er formand for Danske Regioner, har man fra regionernes side levet op til den aftale, der blev indgået - og lidt til.
- Regionerne har sat alle kræfter ind på at få udredt og behandlet så mange som muligt. Det gælder både i offentligt og privat regi, hvor tallene viser, at mange patienter er blevet hjulpet.
I 2023 blev i alt 242.060 personer henvist til et privat hospital. Året før var tallet knap 239.000.
Antallet af henvisninger har i en længere periode været for opadgående. Kigger man blot fem år tilbage lå antallet på cirka 145.000.
På trods af det ihærdige forsøg på at få nedbragt ventetiderne på sygehusene er udviklingen gået den modsatte vej i den seneste periode.
- Der har været en opbremsning i regionerne over en bred kam, og i nogle regioner mere end i andre, siger Anders Kühnau.
- Det skyldes meget store stigninger i medicintilskudsudgifterne. Det betyder, at vi er nødt til at bremse den aktivitetsvækst, vi har haft på hospitalerne, lyder det.
Diabetesmedicin presser
Særligt en voldsom stigning i tilskud til diabetesmedicin har været med til at udhule den regionale økonomi det forgangne år. Det har derfor også været nødvendigt at bremse op og foretage store omprioriteringer på hospitalerne for at opnå økonomisk balance i 2023, lyder det fra Anders Kühnau
- Vi gør alt, hvad vi kan for at komme til bunds i ventelisterne.
Formanden efterspørger blandt andet flere styringsværktøjer i regionerne, så man har mulighed for at styre udgifterne på de forskellige områder.
Lige nu er mulighederne nemlig meget begrænsede, siger han.
Og ellers har regionerne brug for en medicintilskudsgaranti, hvor væksten i tilskud til eksempelvis diabetesmedicin ikke får betydning for det øvrige sundhedsvæsen, lyder det.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.