dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Aftale stoppet: Tekstilaffald blev sendt til Dubai
Når tekstilaffald smides i affaldsspanden, er meningen, at det skal genanvendes. Men det kniber med at afsætte affaldet lokalt.
Foto: Kredsløb

Aftale stoppet: Tekstilaffald blev sendt til Dubai

RETTET VERSION: Østjysk affaldsselskab har opdaget, at tekstiler blev sendt ud af landet til genbrug i stedet for at blive genanvendt.

AARHUS: Et kontrolbesøg har ført til, at affaldsselskabet Kredsløb i Aarhus har bedt Stena, der er hyret til at håndtere tekstilaffald, om omgående at holde op med at bruge firmaet Nirantex som samarbejdspartner til afsætning af tekstilaffald. Det skriver Jyllands-Posten.

Besøget viste, at Nirantex ikke har afsat tekstiler til fibergenvinding, hvilket ellers var Kredsløb's hensigt, men primært sælger genbrugeligt tøj, som bl.a. pilles ud af tekstilaffaldet. Tøj, som er godt nok til genbrug, burde ellers slet ikke være i tekstilaffaldet, siger Lars Banke, chef for genbrug hos Kredsløb, som også i avisen kritiserer, at noget af tøjet er sendt til Dubai, hvor der ikke er samme krav til affaldshåndtering som i Danmark.

Han fortæller, at Stena nu oplagrer tekstilaffaldet, som kommer fra Aarhus, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov, indtil firmaet har fundet en ny aftager. Han understreger, at der er tale om et helt nyt marked for behandling og genanvendelse af tekstilaffald, og at det forøger risikoen for, at nogle aktører træder ved siden af retningslinjerne. 

Rettelse/præcisering

Jyllands-Posten har efterfølgende tilføjet en rettelse til omtalte artikel. Her står, at Nirantex afviser at blive betalt for at sortere aarhusiansk tekstilfejl, og at avisen ikke har dokumentation for, at det er tilfældet. 

Nirantex oplyser til DK Nyt, at firmaet ifølge sin kontrakt med Stena Recycling sorterer modtaget tekstilaffald i fire fraktioner. To af dem går ifølge kontrakten til navngivne modtagere i Dubai og Polen, en fraktion skæres op til klude, og den sidste, som er ødelagt tøj, går til forbrænding. Derimod er Nirantex ifølge kontrakten ikke forpligtet til at sende tekstiler til fibergenindvinding.

DK Nyt beklager fejlen.

Mangler afsætningsmuligheder

Foreløbig kniber det da også med at få tekstilaffaldet genanvendt i Danmark. Og det er et problem, fordi det er sværere at kontrollere, hvad der sker med affaldet i udlandet, sagde Henrik Wenzel, professor på Syddansk Universitet, i en tidligere artikel i Jyllands-Posten.

- Teknikken til at genanvende tekstil er der ikke endnu. Jeg har meget svært ved at forestille mig, at det skulle blive genanvendt i en større skala. Men man får heller ikke virksomheder til at investere i genanvendelse af tekstiler, hvis man ikke sørger for at gøre brugte tekstiler tilgængelige, sagde han.

I samme artikel bekræftede direktøren for Stena i Region Midt, Søren Ladefoged, at tekstil hovedsageligt går til genanvendelse i de lande, hvor det produceres. "Der er meget fokus på, at genanvendelsen skal oparbejdes lokalt, og vi nærmest skal beholde det her i landet eller kun skal sælge til Nordeuropa. Men lige nu er der ikke nogen, der har oparbejdning af tekstil lokalt, så jeg er nødt til at afsætte det de steder, hvor der er et behov," sagde han.

Kravet om, at alle kommuner skal indsamle tekstilaffald, trådte i kraft 1. juli i år. 

 

26.1. og 31.1. 2024 tilføjet rettelser/præciseringer

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.