Hver tredje kommune indsamler nu tekstiler
Ni af de ti affaldsfraktioner skal være på plads til nytår, mens kommunerne efter højlydte protester har fået fristen udsat til juli 2023, når det gælder om at samle tekstilaffald ind ved husstandene.
Cirka en tredjedel af kommunerne indsamler i øjeblikket tekstiler, måske endda lidt flere, lyder det fra Dansk Affaldsforening.
I Billund har folk siden april i år kunnet aflevere ødelagt tøj i udleverede røde poser, og der kom omkring 3.000 tilbage med tekstiler i på de første tre måneder svarende til, at tre ud af ti husstande har sorteret tekstilaffald fra i den periode.
Stikprøver viser dog, at en del af det tøj var noget, der sagtens ville kunne sælges i genbrugsbutikker.
Næstved Kommune har i løbet af de første fire måneder indsamlet mere end 5,6 tons tekstiler via storskraldsordningen. Her udleveres særlige sække til kasserede tekstiler, som altså ikke skal til direkte genbrug: Ødelagte sko, tasker og bælter, sengetøj, ødelagte tøjdyr, slidte håndklæder og garnrester, som kan genanvendes og eksempelvis blive til isolering i vægge, materiale til nye tekstiler eller fyld til for eksempel støjdæmpning i vaskemaskiner og biler.
Andre steder foregår indsamlingen via en pose, som puttes ned i beholderen til papir/pap.
Det gælder bl.a. Tønder Forsyning, hvorfra miljøplanlægger Bente T. Kristensen oplyser, at man har indsamlet tekstilaffald siden foråret 2018 – dels i genbrugsbeholderne og dels på genbrugspladserne. I snit kommer der 200 gram tekstil om året fra hver indbygger - svarende til, hvad en t-shirt vejer.
Tekstilaffaldet afsættes direkte til en lokal aftager, som sælger det videre til udlandet. Tekstilerne bliver neddelt til fibre, der bliver brugt til bl.a. tæpper og isolering. Og den ordning venter hun kan fortsætte.
Må ikke sortere selv
Fra Arwos i Aabenraa melder afdelingsleder i Affald og Deponi Carsten Kjær Jürgensen, at selskabet p.t. afsætter tekstiler via firmaet Combineering og fra 1. december via Niranexport.
Han vurderer, at der fortsat nok skal sorteres en del tekstilaffald ud af det, der bliver puttet i containere beregnet til genbrug:
- Når folk rydder op i garderoben, ryger det tøj, der er blevet for småt eller ikke er moderne, typisk ned i den store sæk, som de så afleverer på pladsen sammen med de hullede sokker og slidte underbukser. Sådan er det i hvert fald i vores del af landet, hvor mange selv har en trailer.
Netop det ødelagte tøj kan ellers puttes i mindre tre-kilos-poser i pap-papir-beholderne ved husstanden. Og hidtil er de poser blevet sorteret fra på anlægget, men den ordning kan ikke fortsætte, fordi selskabet efter de nye regler ikke selv må sortere affaldsfraktionerne.
I Aabenraa kommer der i alt ca. 200 ton årligt – hvoraf de 12 ton stammer fra husstandsindsamlingen. I alt bliver det omkring et halvt kilo om året pr. husstand.
Producentansvar, tak
Fra Dansk Affaldsforening lyder det fra kommunikationschef Niels Toftegaard:
- Vi sætter vores lid til, at danske virksomheder som NewRetex og Textile Change kommer i fuldskaladrift - og til en pris, som er til at betale. Indtil da sker afsætningen via virksomheder som Ragnsells, Boer Group, Texaid, Soex, Wolkat m.fl.
- Vi må dog være ærlige at sige, at langtfra alt tekstilaffald rent faktisk kan genanvendes. Allermest håber vi dog på, at der kommer producentansvar, så modeindustrien tilskyndes til at producere mere bæredygtige produkter - og langt færre produkter i det hele taget.
Niels Toftegaard peger afsluttende på, at virksomheder skal sortere deres slidte tekstiler fra 1. januar:
- Vi har ikke indsigt i, om det kan nås, da det jo ikke er kommunernes ansvar - men det er også interessant hvordan udviklingen er der.
Apropos oplysningerne fra Næstved om bl.a. sko, tasker og bælter, så fremgår det faktisk af Vejledning om sorteringskriterier for husholdningsaffald, at den slags ikke hører med i fraktionen:
Som tekstilaffald sorteres udtjente tekstiler som fx tøj, håndklæder og gardiner, der er hullet, slidt, plettet eller på anden måde ødelagt. Tekstilaffald inkluderer ikke sko, bælter og tasker samt genbrugsegnet tøj og tekstil. Tekstilaffaldet må ikke være vådt eller indeholde uønskede stoffer, der kan give problemer i genanvendelsen, fx kemikalie-, olie- eller malingpletter, madrester og jord.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.