Helsingør har alligevel ikke råd til svømmehal
HELSINGØR: Helsingør Kommune vurderer, at det ikke længere kan lade sig gøre at bygge den nye svømmehal inden for budgettet og har derfor standset opførelsen, oplyser TV2 Lorry.
- Vi står i en situation, hvor byggepriserne bare stiger og stiger. Derfor har vi nogle store projekter blandt andet her med svømmehallen, som simpelthen bliver meget, meget dyrere, end det vi egentlig forventede, og det der blev udbudt til, så derfor er vi blevet enige med dem, som skulle bygge svømmehallen at standse det nu og udskyde projektet, siger borgmester Benedikte Kiær (K).
I fællesskab med entreprenøren og totalrådgiveren har kommunen nemlig vurderet, at det ikke længere kan lade sig gøre at opføre svømmehallen inden for den ramme på 111 millioner kroner, der var afsat til projektet.
Ifølge borgmesteren er prisstigninger på op mod 25 procent inden for byggebranchen udslagsgivende for, at det oprindelige budget ikke længere kan overholdes.
Flere konsekvenser
Samtidig retter Helsingør-borgmesteren kritik af anlægsloftet, der fra regeringens side dikterer, hvor mange penge landets kommuner må bruge på byggerier. For ifølge borgmesteren vil de stigende priser i byggebranchen betyde, at det nu bliver sværere at realisere byggeprojekter og holde sig inden for anlægsloftet, fordi man nu får mindre byggeri for pengene.
Konsekvensen, spår borgmesteren, bliver, at flere projekter nu må standses.
- Alt hvad vi har gang i bliver ramt af stigende byggepriser. Vi er i gang med at bygge et nyt sundhedshus, som selvfølgelig også bliver ramt af stigende byggepriser, siger Benedikte Kiær.
- Vi er også ramt på en lang række institutioner, som vi er i gang med at bygge og renovere, så der er ikke nogen tvivl om, at det her har konsekvenser – ikke kun for Helsingør Kommune, men det er sådan set et problem, der er i rigtig mange kommuner, som har gang i deres anlægsplaner og byggeprojekter.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.