dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat
Aalborg klar til ny bydel i en gammel bydel
Gåsepigeparkeringspladsen og placering af en ny cykel/gangbro over banen.
Foto:  Illustration Dissing+Weitling

Aalborg klar til ny bydel i en gammel bydel

Parkeringspladsen, også kaldet Gåsepigen, udbydes til salg til bolig- og erhvervsområde.
13. JAN 2021 8.21

AALBORG: Aalborg Kommune sætter i foråret 2021 den kommunale parkeringsplads syd for Sygehus Nord til salg, oplyser kommunen.

Parkeringspladsen, også kaldet Gåsepigen, blev oprindeligt anlagt som rutebilstation i forbindelse med Vesterbro-gennembruddet i 1930'erne og har siden 1970'erne fungeret som parkeringsplads. Nu skal pladsen sælges parallelt med salget af Sygehus Nord, så der kan laves en helhedsplan for hele området.  
 
Sygehus Nord blev sat til salg i efteråret 2020, da Region Nordjylland forventer at flytte til det nye Universitetshospital i Aalborg Øst i løbet af 2023. Aalborg Kommune ønsker, at den udbudte parkeringsplads og Sygehus Nord bliver udviklet efter en fælles helhedsplan for området, derfor sættes Gåsepigeparkerings-pladsen til salg nu, så de kommende ejere - i samarbejde med Aalborg Kommune - kan udvikle en fælles helhedsplan. 

Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen (S) forklarer: 

- Her har vi alletiders mulighed for at udvikle et attraktivt område. Kvarteret omkring Gåsepigen ligger tæt på midtbyens attraktioner og gode transportmuligheder. Og det er et kvarter med en stærk og selvstændig identitet, og med en god blanding af skæv charme og historie. Man kan sige, at vi skal udvikle en helt ny bydel i en gammel bydel. Og det nye skal både spejle midtbyen og charmen fra Reberbansgade, og så skal omdannelsen ske med respekt for de historiske rammer i Sygehus Nord. Nogle af de historiske bygninger ved Sygehus Nord rummer en værdi fra det gamle kommunehospital, som vi i min optik skal tage med over i det nye. 

Også grøn park

Rådmanden påpeger, at der her er en unik mulighed for at udvikle et område til fremtidens Aalborg. Og at den nye bydel skal rumme alle de funktioner, som er vigtige for at få en by til at fungere. Der skal blandt andet være en blanding af velfungerende byrum og grønne arealer, boliger og erhverv.

Kommunen vil give mulighed for en ændret anvendelse i området, så det fremadrettet bliver et blandet bolig- og erhvervsområde. Det vil primært være boliger, men det kunne også være undervisning, kultur, kontor- og serviceerhverv, samt butikker. På Gåsepigearealet kan der desuden gives mulighed for en dagligvarebutik.

Inden for helhedsplanens område skal der skaffes plads til en grøn park, som både skal være for beboerne i området og for byens borgere. 

Området skal være et sammenbindende led mellem Midtbyen og Vestbyen. Derfor skal der etableres en tunnel fra Saxogade under jernbanen, som aflaster Vesterbro trafikmæssigt. Tunnelen skal give adgang til en underjordisk parkeringskælder, hvor der også er offentligt tilgængelige parkeringspladser. Der planlægges også med en cykel/gangbro fra Sct. Jørgens Gade over banen til Gåsepigeområdet.
 

  • Fra de offentligt tilgængelige parkeringspladser er det vigtigt, at man kan komme videre til gågadenettet i bymidten og de offentligt tilgængelige parkeringspladser skal også servicere midtbyens butiksliv.
  •  Alle parkeringspladser anlægges under terræn, undtagen enkelte service- og handicappladser.
  • Udbuddet vil blive annonceret i løbet af foråret 2021, endeligt salg forventes indgået i løbet af for-sommer/sommer 2021. 
     
     
     ka

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.