dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

To medarbejdere politianmeldt for svindel ved indkøb i Forsvaret

Medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse har i årevis ukontrolleret kunne svindle med indkøb for flere hundrede mio. kr., konkluderer Rigsrevisionen.

I årevis har medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse uden andres indblanding kunne bestille varer og tjenesteydelser, kvittere for modtagelsen og godkende betalingen for varerne og tjenesteydelserne.

Dermed har den enkelte medarbejder selv kunne gennemføre fiktive indkøb på vegne af styrelsen, der med et budget på knap to mia. kr. er ansvarlig for alle Forsvarets bygge- og anlægsprojekter samt driften af alle Forsvarets bygninger. Det fremgår af en revisionsrapport, som Rigsrevisionen har udarbejdet om ejendomsstyrelsens regnskabs- og indkøbspraksis, skriver Altinget.

På baggrund af Rigsrevisionens undersøgelse er to medarbejdere blevet politianmeldt for svindel, da de mistænkes for at have benyttet sig af hullerne i systemet. Det bekræfter Forsvarsministeriet over for Altinget.

Rigsrevisionen har undersøgt en lang række indkøb foretaget af medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og fundet brud på almindelige regnskabsregler i 75 pct. af indkøbene.

'Højst usædvanligt'
Foruden den manglende kontrol af bestilling, levering og betaling, så er der også blevet betalt for varer og tjenesteydelser, som ikke er blevet leveret. Desuden er mere end 80 pct. af de fejlbehæftede indkøb blevet bestilt og betalt i december og først leveret året efter.

- Rigsrevisionens rapport er skræmmende læsning, og det er meget, meget alvorligt, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) til Altinget.

Hun har sendt et rejsehold fra ministeriet afsted til ejendomsstyrelsen i Hjørring og vil ikke udelukke en advokatundersøgelse.

Rapporten fra Rigsrevisionen skal behandles på statsrevisorernes møde fredag formiddag.

- Der er forskellige ting i sagen, som jeg noterer som højst usædvanlige, siger formand for statsrevisorerne, Henrik Thorup til Altinget.

På mødet skal statsrevisorerne beslutte sig for, hvor hård kritik de skal komme med. Flere statsrevisorer siger til Altinget, at der formentlig bliver tale om hård og sønderlemmende kritik.

Whistleblower
Karsten Ravnsgaard fra Vestjylland har lagt kimen til, at Forsvarets Ejendomsstyrelse nu bliver undersøgt for mistanke om svig og dokumentfalsk. Det skriver Politiken.

Han 32 år, er revisoruddannet og far til to børn på tre og fem år. I begyndelsen af sidste år blev han økonomiansvarlig i et mellemstort firma i byggebranchen. Her opdagede han til sin overraskelse, at der var noget helt galt med regnskaberne, når kunden var Forsvarets Ejendomsstyrelse.

Han fortæller, at han forgæves forsøgte at råbe sin arbejdsgiver op. Da det ikke lykkedes, gik han til myndighederne.

- Der kom rigtig mange indkøbsordrer op mod jul, og transaktionerne blev mere omfangsrige. Jeg gjorde chefen opmærksom på, at det var ulovligt, og at han skulle få det til at stoppe. Da der ikke skete det store, gjorde jeg også revisoren opmærksom på transaktionerne i forbindelse med revisionen af årsregnskabet for virksomheden, siger Karsten Ravnsgaard til Politiken.

- Men han foretog sig heller ikke noget og gav ligefrem udtryk for, at disse ting ikke skulle fremgå af hans dokumentation. Så vidste jeg, at der ikke ville blive gjort noget ved forholdene. Jeg kunne også se, at det historisk havde foregået i stor stil, før jeg kom til. Derfor var jeg nødt til at få det fortalt til en eller anden myndighed, der kunne undersøge det.

Derfor gik du til Rigsrevisonen og politiet?
- Ja. Jeg valgte først at gå til Rigsrevisionen, fordi jeg ikke helt havde fornemmelse af, om der var tale om egentlig svindel, eller om det bare var en eller flere personer, der var lidt kreative med systemerne. Derfor talte jeg med dem først for at høre, om de syntes, det bare var småting.

- Men de tog det meget alvorligt med det samme og indledte undersøgelsen på baggrund af min henvendelse. Siden har jeg så forstået, hvor omfangsrigt det egentlig er.

Og senere gik du så også til politiet?
- Det gjorde jeg for at være helt sikker på, at der blev gjort noget ved det.

For Karsten Ravnsgaard var det svært at se, at offentlige midler blev forvaltet på den måde, når der samtidig skæres ned mange steder i hans kommune.

- Som far til to børn er jeg harm over at se, hvordan de penge bliver brugt og kontrollen med dem – hele håndteringen af de offentlige midler i Ejendomsstyrelsen. Det foregik samtidig med, at jeg oplevede, hvordan vores børns institution havde et underskud på en million, som skal dækkes ind gennem besparelser i de næste tre år. Kombineret med den sløsede håndtering af forsvarets penge, som jeg oplevede gennem mit arbejde – det gik mig på.

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.