dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Uden saglig regional interesse ingen grund til at sælge billigt

Region Nordjylland må kun tilbagesælge nedlagt institution til Morsø Kommune billigere end markedsprisen, hvis der også er en 'saglig regional interesse'.
12. NOV 2019 8.03

NORDJYLLAND / MORSØ: Der skal være en saglig regional interesse i at sælge en ejendom til under markedsprisen. Det principielle svar har advokatformaet Bech-Bruun fået af Ankestyrelsen i en sag om, hvad der nu skal ske med det nedlagte rehabiliteringscenter Strandgården i Nykøbing Mors.

Bech-Bruun har spurgt på vegne af regionen efter selv at have vurderet, at regionen faktisk er forpligtet til at sælge bygningen billigt. Der eksisterer nemlig en tinglyst køberet på bygningen, der forpligter regionen til at sælge til Morsø Kommune. Den køberet kom i stand, efter at kommunen i 2005 selv havde solgt ejendommen til daværende Viborg Amt. 

Regionen spurgte i november 2018, om kommunen ville købe sin tidligere ejendom tilbage. Morsø svarede i februar 2019 positivt tilbage, og at den forventede et købstilbud på 0,9 mio. kr.

Regionen har siden indhentet to uafhængige mæglervurderinger - på 3 og 3,5 mio. kr. På den baggrund mener Bech-Bruun, at 0,9 mio. kr. kunne være en passende pris, og at køberetten i sig selv gør det ud for en 'saglig regional interesse' i at kunne sælge under markedsprisen.

Men det mener Ankestyrelsen ikke. Styrelsen understreger, at der meget vel kan være en saglig regional interesse, men det fremgår endnu ikke. 

Kommunaldirektør Rikke Würtz fra Morsø Kommune oplyser til dknyt, at 'der er flere muligheder for brug af bygningerne, men da Strandgården ikke endnu er købt af Morsø Kommune, er der ikke truffet beslutning om, hvilken mulighed der skal forfølges'.

Op til årsskiftet 2018-2019 lukkede regionen Rehabiliteringscenter Strandgården ned. Strandgården havde haft svært ved at fylde de ti normerede pladser op, og det var svært at ansætte og fastholde fagligt kvalificeret personale og ledelse. Regionen flyttede samtidig sit specialtilbud til hjerneskadede til Østerskoven i Hobro, som i samme omgang blev opnormeret fra 22 til 28 pladser.

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.