Lægeforening greb ikke ind over for opslag om patienter på Facebook
En lukket Facebookgruppe med cirka 11.000 læger er kommet i søgelyset, efter at Radio24syv har afsløret, at lægerne i gruppen har delt oplysninger, hvor patienten potentielt kunne identificeres. Lægeforeningens formand, Andreas Rudkjøbing, kendte til delingerne. Alligevel reagerede han ikke, før Radio24syv torsdag afslørede historien.
Andreas Rudkjøbing har ellers over for Radio24syv kaldt sagen for 'uacceptabel' og taget afstand fra de læger, der har delt oplysninger om patienter i Facebook-gruppen, som Andreas Rudkjøbing selv er medlem af.
Har du lagt mærke til opslag, hvor man kan genkende patienterne?
- Ja, det har jeg. Der har været de her kliniske cases, hvor folk beder om hjælp. Jeg ved, at nogen gør sig umage med at sløre casen, men jeg kan ikke være sikker på det. Ja, jeg har set sådan nogle opslag. Det har jeg.
Hvorfor kritiserer du det først nu, hvor vi ringer, hvis du har kendt til det?
- Jeg kan forstå, at der er løbende dialog om, hvor grænsen skal gå, og jeg kan se, at når der bliver lagt et opslag op, så bliver det kritiseret og opslaget bliver taget ned igen. Så jeg har haft en fornemmelse af, at der var en selvregulering derinde, og ikke noget jeg burde blande mig i, siger Andreas Rudkjøbing og uddyber:
Genkendeligt
Radio24syv har forelagt en række eksempler for Kent Kristensen, der er ekspert i sundhedsjura på Syddansk Universitet.
- Det er ikke lovligt, det der foregår. De oplysninger, man deler, er så detaljerede, så der vil være en meget høj sandsynlighed for, at der er andre, der vil kunne regne ud, hvem patienten er, siger han til Radio24syv.
Dansk Folkepartis sundhedsordfører Liselott Blixt undrer sig over, at de personer, der normalt går forrest for patientrettighederne, ikke har reageret tidligere.
- Jeg synes, at det er så skammeligt, at de har brugt rigtig meget af vores tid på at holde fast i, at vi skal styrke patientrettighederne (...), og så går de selv ud og er med i sådan en gruppe. Jeg forstår det simpelthen ikke.
rp
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.