dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Tværfagligt samarbejde udviklede robotten Autoluk

I Socialforvaltningen i København hjælper robotten Autoluk med at sortere og optimere borgerens data i ét af de største it-systemer, CSC Social.
29. SEP 2019 7.00

KØBENHAVN: En ny robot i den københavnske socialforvaltning sparer ikke kun tid til administrative opgaver, men giver også bedre ledelsesinformation, overblik over borgerens data og danner grundlag for den kommende nye it-løsning, som skal erstatte CSC Social, oplyser forvaltningen.

Den nye robot går under navnet Autoluk, og som navnet indikerer, lukker den sager.

- Vi har udfordret vores gængse måde at lave robotter på. Ved at genbruge vores viden og erfaringer i en ny kontekst, har vi for første gang skabt en robot, der arbejder på tværs af systemer, så vi kan høste både økonomiske, organisatoriske og sikkerhedsmæssige gevinster, siger teamchef for Data og Teknologi Rasmus Sivert Andersen.

- Med forberedelsen til det nye it-system, som vi pt. er i udbud med, stod vi med et konkret behov for at få overblik over vores mange eksisterende data i CSC Social – et stort arbejde, som nu klares via robotten. Når vi oplever, at vores kollegaer har nogle administrative kvalitetssikringsopgaver af nuværende data, der kan løses mere hensigtsmæssigt, så er det vores opgave at hjælpe - teknologien skal derfor aflaste vores kollegaer ved, at de ikke skal bruge tid på at klikke rundt og gennemgå data i et gammelt system, understreger teamchefen og tilføjer: 

- Og så er det jo positivt, at robotten også øger datakvaliteten af vores ledelsesinformation, ligesom den er et rigtig godt eksempel på, hvad vi kan opnå med tværfagligt samarbejde.

Tværfagligt samarbejde
Hen over sommeren har robotten håndteret cirka 50.000 sager i CSC Social og lukket dem, der ikke skal være aktive. Bag robotten står et hold af medarbejdere, der hver især har bidraget med deres specifikke viden.

To af dem er Karsten Andreas Pihl fra forvaltningens automatiseringsteam og Jeanne Kabling Engelsen, specialist i konfigurationsteamet, der begge fremhæver det tværfaglige samarbejde som afgørende for robottens succes:

- At robotten allerede har været igennem over halvdelen af alle data på de første tre måneder med en succesrate på næsten 100 pct. skyldes i høj grad, at den er specialdesignet til systemet. Det har krævet et stort analysearbejde, og var ikke muligt uden fælles hjælp, siger Karsten Andreas Pihl og suppleres af Jeanne Kabling Engelsen:

- Denne samarbejdsform rummer et stort potentiale, fordi så mange fagligheder er sat i spil. Vi har haft meget erfaring internt, som er gået op i en højere enhed, fordi der var været en tæt kobling mellem specialister i CSC Social, dataanalyse og konfiguration samt den tekniske projektledelse i robotter, design og programmering. Det har givet os en unik mulighed for at styre og følge processen meget tæt.

Automatiseringsteamet har blandt andet udviklet et rapporterings- og opfølgningssystem, hvor robotten kan følges live, mens den arbejder:

- Jo, bedre det går, jo mere ambitiøse bliver vi - men det er også de nemmeste sager, vi har taget først. Det helt banebrydende er, at denne robot automatisk henter data på tværs af systemer, som ellers skulle håndteres med tunge excel-filer på kryds og tværs, hvilket også ville være en stor sikkerhedsmæssig udfordring at håndtere borgerdata på den måde, siger Karsten Andreas Pihl.

ka

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.