København kræver el-, brint- eller hybridbil hos leverandører
KØBENHAVN: Når en låsesmed, vinduespudser eller anden leverandør fremover kører ud til en opgave i Københavns Kommune, skal det foregå i en miljøvenlig bil. Det er målet med et nyt krav fra Københavns Kommune. Fra august vil kommunen i alle fremtidige udbud kun vælge leverandører, der kan levere varer eller tjenesteydelser i en el- brint- eller plug-in-hybridbil, oplyser DR København.
Kommunen regner med, at det nye krav allerede i 2021 vil give en besparelse på omkring 1.000 tons CO2 på leverancerne til kommunen. Men meningen med kravet er også at sætte gang i en større grøn omstilling.
- Når vi stiller kravet til vores leverandører, vil de grønne biler også blive brugt til opgaver for andre kunder end kommunen, og så vil det sætte en positiv spiral i gang, så flere og flere leverandører i København vil bidrage til at få partikelforureningen og CO2-udslippet ned i den del af transportsektoren, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Københavns Kommune køber hvert år varer og tjenesteydelser hos 18.478 forskellige leverandører.
Sværest for de små
SMV Danmark, der repræsenterer de små og mellemstore virksomheder, mener, at kravet vil være svært at leve op til for mange af de mindre virksomheder.
- Elbiler er stadig cirka dobbelt så dyre, så det kan blive svært at få råd til at lave den udskiftning, siger Jakob Brandt, vicedirektør i SMV Danmark til DR København, og uddyber:
- De store virksomheder som for eksempel ISS vil måske kunne nøjes med at skifte ti pct. af deres biler ud, hvor den lille virksomhed, der kun har en eller to biler, vil skulle skifte 100 pct. ud. Og så bliver det dyrere for de små og kravet vil give de store virksomheder en fordel i at byde på kommunens opgaver.
Kravet til leverandører gælder i første omgang kun køretøjer under 3,5 ton – det vil sige personbiler og mindre varevogne – fordi det er der, den grønne teknologi findes i dag. Kravene vil blive taget i brug fra 1. august 2019, hvor der skal udbydes nye kontrakter for låsesmede og elektrikere.
Kravene er fleksible, hvilket for eksempel betyder, at det ikke vil gælde varer, der skal leveres med trailer, som de grønne biler endnu ikke kan trække. Når udviklingen af miljøvenlig teknologi er nået længere, vil Københavns Kommune også stille krav om grøn transport til tungere køretøjer såsom store varebiler, minibusser og lastbiler.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.