dkmedier
dknyt
dknyt
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Varde erkender brug af skjult kamera: 'Uetisk, nok også ulovligt'

Også ansatte i Varde Kommune er blevet filmet med skjult kamera under kontrolbesøg af privat it-sikkerhedsfirma.
8. FEB 2019 15.00

VARDE: Det er ikke kun i Nyborg Kommune, at kommunale medarbejdere er blevet filmet med skjult kamera under undercover-besøg fra et privat it-sikkerhedsfirma.

Også i Varde har kommunen hyret it-sikkerhedsfirmaet Prueba Cybersecurity til at tjekke, om det kan lade sig gøre at lokke personfølsomme oplysninger ud af de ansatte.

It-firmaet har to gange forsøgt at tilkoble sig kommunens netværk under dække af at være almindelige borgere med det formål at tjekke, om de kunne få adgang til netværket.

Besøgene fandt sted på rådhuset og i kommunens administration – og begge gange blev undercover-medarbejdernes forsøg på at tilgå personfølsomme oplysninger bremset af kommunens ansatte.

Men hvad medarbejderne i kommunen ikke vidste, var, at de blev filmet i det skjulte.

Det bekræfter Vardes kommunaldirektør Mogens Pedersen, der dog understreger, at ingen i kommunen var klar over, at it-firmaet ville anvende skjult kamera under de to besøg.

- Det er som minimum et brud på kommunens etiske principper og muligvis er det også ulovligt, det ved jeg ikke helt. Jeg er meget, meget skuffet over, at virksomheden har filmet, mens de har løst den her opgave. Det kan jeg slet ikke se formålet med. Det kan jeg kun tage afstand fra, siger han.

Falske mails
Tidligere i denne uge fortalte DR, at Nyborg Kommune har hyret det selvsamme firma til at besøge 4kløverskolen, hvor en repræsentant fra firmaet, der troppede op på skolen med et falsk id-kort, skulle undersøge, om skolen kunne narres til at give adgang til personfølsomme oplysninger. 

Det lykkedes ikke firmaet at få adgang til oplysningerne, men episoden fik efterfølgende konsekvenser for skolelederen, der ifølge DR blev så chokeret, at han blev sygemeldt. Besøget blev nemlig filmet med skjult kamera.

Nyborg Kommune har senere erkendt over for dknyt, at yderligere tre institutioner også er blevet filmet med skjult kamera. Kommunen har også brugt it-firmaet til at sende phishing mails i omløb til kommunens ansatte for at undersøge, hvor mange medarbejdere, der klikker på de falske mails.

I Varde Kommune har Prueba Cybersecurity også sendt phishing mails rundt til de ansatte. Firmaet har blandt andet undersøgt, hvor let uvedkommende kan få fat i mailadresser på kommunens ansatte og derigennem bruge mailadresserne til at sende falske mails, forklarer kommunaldirektøren.

Mogens Pedersen vil ikke nærmere ind på, hvilke konkrete opgaver, som it-sikkerhedsfirmaet har løst for kommunen, og hvordan arbejdet præcis er foregået.

Men han tager klart afstand fra brugen af skjult kamera, som – ifølge kommunaldirektøren – hverken er fremgået af kontrakten med it-firmaet eller forud for de to undercover-besøg.

- Det er uetisk og nok også ulovligt. Det betyder jo, at vi ikke kan samarbejde med firmaet længere, når vi er utrygge ved det forhold, siger han.

Da dknyt talte med kommunaldirektøren, var han i færd med at skrive en orientering om sagen til kommunens ansatte. To af de personer, som skulle orienteres, blev filmet under besøgene fra it-firmaet, og ingen af de to personer var klar over, at deres reaktion under undercover-besøgene blev dokumenteret i videoer.

- Jeg er da sikker på, at de her medarbejdere bliver kede af at høre, at de blev filmet, for det har de ikke været vidende om, siger Mogens Pedersen.
 
It-firma: Alt aftales på forhånd
dknyt har uden held forsøgt at få en kommentar fra Prueba Cybersecurity om firmaets samarbejde med Varde Kommune. It-firmaets direktør Dennis Ellebæk oplyser dog i et skriftligt svar til DR, at han ikke kan kommentere enkeltsager, men at firmaet ikke gør 'noget, uden at det er aftalt på forhånd med vores kunder.'

- Vi aftaler alt på forhånd, forklarer Dennis Ellebæk.

Mogens Pedersen afviser, at kommunen har været klar over, at der ville blive anvendt skjult kamera. Han siger, at to 'menige medarbejdere' fik kendskab til videooptagelserne i oktober sidste år, da it-firmaet afleverede en rapport om de to datasikkerheds-tjek i kommunen.

 - Da rapporten blev afleveret, er der åbenbart to medarbejdere, der ser de her film. Firmaet spørger, om vi ville have filmene, og det svarer de to medarbejdere nej til. Så derfor er der to, der har vidst det siden oktober-november, men resten af organisationen har først fået viden om det, da vi spørger ind til det tirsdag på baggrund af presseomtale, siger kommunaldirektøren.

Han fortæller, at det er kommunens it-afdeling, der har besluttet at hyre it-firmaet. Mogens Pedersen har ikke nogen problemer med, at der bliver lavet datatjek via eksempelvis rundsending af falske mails, men han kan langt fra se formålet med, at der bliver filmet i det skjulte under undercover-besøg.

Særligt ikke, fordi den såkaldte persondataforordning, der har været gældende siden maj sidste år, netop har til formål at beskytte borgeres datasikkerhed.

Derfor, mener kommunaldirektøren, er det modstridende, at kommunen udsætter sine egne medarbejdere for skjult kamera i et forsøg på at beskytte datasikkerheden.  

- Jeg synes simpelthen ikke, at målet i den her situation på nogen måde berettiger midlet, fordi jeg forstår ikke, hvorfor det er nødvendigt at filme den iagttagelse der hedder, om man kan få lov til at slutte på netværket eller ej. Det forstår jeg ikke, siger han.

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Indkøbs artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Indkøbs artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Indkøb.

Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra det pågældende medie.