DK Indkøb

Selskabet bag Københavns omstridte bycykler tæt på konkurs

Selskabet GoBike arbejder intenst på at finde en redningsplan, så det igen kan undgå en konkurs
9. MAR 2017 9.50

Bycykel-selskabet GoBike, der står bag det københavnske bycykelsystem, er tæt på at gå konkurs, skriver Jyllands-Posten.

Det er ellers ikke mange måneder siden, at de hvide bycykler var blevet en fast del af gadebilledet i København. Det skete efter et meget kritiseret opstartsforløb, hvor de var tæt på at blive lagt i graven. Men nu er den gal igen, og selskabet arbejder intenst på at finde en redningsplan ifølge Jyllands-Posten.

I sidste uge gik firmaet i rekonstruktion ved Sø- og Handelsrettens skifteafdeling. Det vil sige, at firmaet ikke har penge til at betale sine kreditorer. Rekonstruktionen indebærer en midlertidig betalingsstandsning. Men indtil videre har den ikke nogen betydning for driften af bycyklerne, fordi driften ligger i datterselskabet Bikeshare Danmark.

Store tab
Ifølge en redegørelse fra advokat Henrik Selschau Poulsen til skifteretten, som Jyllands-Posten er i besiddelse af, er pengene fosset ud af GoBikes kasse. I 2015 havde firmaet et underskud på 38 mio. kr., mens det i 2016 havde et tab på 17 millioner. I de første to måneder af 2017 har GoBike tabt yderligere 3 mio. kr.

Bestyrelsesformanden i GoBike, Niels Erik Nielsen, fortæller til Jyllands-Posten, at selskabet har investorer på plads til at sikre driften, men at redningsplanen i øjeblikket er usikker på grund af en strid med By- og Pendlercykelfonden.

Københavns Kommune har smidt 40 mio. kr. i, hvad der skulle vise sig at blive et turbulent projekt. Også Frederiksberg Kommune har investeret millioner i projektet.

Projektet blev præsenteret i august 2014. Men allerede i april i 2015 ville fonden bag planen, By- og Pendlercykel Fonden, have GoBike erklæret konkurs, fordi GoBike ikke havde leveret de 1860 bycykler, de skulle.

Ritzau

https://www.dkindkob.dkartikel/selskabet-bag-kobenhavns-omstridte-bycykler-taet-pa-konkurs