AALBORG: Med øjeblikkelig virkning har Aalborg Kommune overtaget hjemmeplejen for borgere, der tidligere har fået hjælp fra det private firma Din Hjemmepleje Aalborg.
Virksomheden er torsdag gået konkurs, oplyser kommunen. Dermed har endnu en nordjysk leverandør af pleje til ældre borgere drejet nøglen om i løbet af kort tid.
Thomas Krarup (K) er rådmand for kommunens ældre- og handicapforvaltning. Han garanterer, at alle borgere, der har brug for hjælp, får det.
Ifølge fagforeningen FOA, der blandt andet organiserer hjemmehjælpere, blev Din Hjemmepleje Aalborg onsdag dømt til at efterbetale 125.000 kr. til tre medlemmer af FOA Aalborg. Samtidig skal virksomheden betale en bod på 25.000 kr. til FOA.
Tal fra fagforeningen viser, at seks nordjyske firmaer nu har smidt håndklædet i ringen i løbet af de seneste få år. I alt har FOA registreret ni konkurser i branchen i 2016.
Cirka 130 borgere har brug for hjælp til rengøring og tøjvask. De skal finde en ny leverandør, hvis ikke de automatisk vil flyttes over til kommunens egen enhed.
Ifølge FOA har firmaet, der nu er gået konkurs, også opereret under navnene 'AK-Service – Pleje og omsorg', 'For dig – din hjemmepleje' og 'Din hjemmepleje Aalborg'.
ka / Ritzau
https://www.dkindkob.dkartikel/nordjysk-konkursbolge-fortsaetter