DK Indkøb

Kammeradvokat mister sit monopol i staten

Regeringen udbyder juridiske opgaver i flere ministerier. Kammeradvokaten kan miste sit monopol fra nytår
6. JAN 2017 6.24

Kammeradvokaten kan miste sit monopol siden 1936 på statslige sager. Regeringen udbyder således juridiske opgaver i Forsvars-, Udenrigs-, Sundheds- og Økonomiministerierne, så sagerne fra nytår kan føres af andre advokater. Det oplyser minister for offentlig innovation, Sophie Løhde, (V) til Folketingets retsudvalg.

Finansministeriet har analyseret Kammeradvokatens arbejde i samarbejde med tre ministerier. Derfor udbydes erstatnings- og forsikringssager i Ankenævnet for Patientforsikring, forsvarets udbud i Materiel- og Indkøbsstyrelsen samt sager om arbejdsskader og sygedagpenge ved Ankestyrelsen.

Samtidig kan andre advokatfirmaer kæmpe med Kammeradvokaten om at yde Udenrigsministeriet retlig bistand ved EU-udbud om ulandsbistand.

Har vundet grundlovssager
Kammeradvokaten har hidtil ført alle statens såkaldte grundlovssager. I april 1998 fik firmaet ret ved Højesteret med stemmerne 11-0 i, at Maastricht-traktaten ikke stred mod grundloven.

I marts 2010 vandt firmaet også i Højesteret. Dommerne afviste med stemmerne 9-0, at 25 sagsøgere kunne sagsøge statsministeren for grundlovsbrud, fordi Danmark deltog i Irak-krigen uden FN-mandat.

Kammeradvokatens nye vilkår gælder fra 1. januar 2018. Trekløver-regeringen varslede de nye tider i sit regeringsgrundlag med disse ord: 'Særligt vil vi udbyde ramme-aftaler med flere leverandører og geografisk opdelte kontrakter'.

Kammeradvokaten er landets tredjestørste advokatfirma. I 2015 betalte staten 385 mio. kr. til firmaet for juridiske ydelser i en 'storkundeaftale'.

I oktober 2014 aftalte Finansministeriet, at Kammeradvokaten skulle lave overslag over sine salær og fakturere opgaverne hver måned. Aftalen åbnede også for, at staten i visse tilfælde kunne bruge andre advokatkontorer.

Finansministeriet forbereder nye analyser, som skal gentænke, hvordan staten får juridisk bistand.
 

Ritzau

https://www.dkindkob.dkartikel/kammeradvokat-mister-sit-monopol-i-staten